Advokater åbner for indberetninger om krænkelser i kirkesag
En ansat i Vor Frue Kirke i København er anklaget for overgreb og krænkelser mod en mindreårig. (Arkivfoto). Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
En medarbejder i Vor Frue Kirke i København anklages for overgreb og krænkelser mod en mindreårig.
Hvis man som tidligere eller nuværende ansat i Vor Frue Kirke i København har kendskab til krænkelsessager i kirken, så kan man nu indberette det via en ny ordning.
Advokatfirmaet Kromann Reumert har oprettet en indberetningsordning, så man kan afgive eventuelle oplysninger. Det gælder også for menighedsrådsmedlemmer.
Det skriver Kirkeministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.
Det sker, efter at Berlingske for nylig har afdækket en sag, hvor en medarbejder i kirken anklages for overgreb og krænkelser mod blandt andre en mindreårig.
Kroman Reumert er blevet bedt om at indsamle oplysninger i sagen i løbet af sommeren. Efter sommer vil ministeriet modtage selskabets afrapportering og bruge eventuelle oplysninger i opfølgningen på sagen.
Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) mener, at sagen skal frem i lyset.
- Den adfærd, der beskrives, er rystende og dybt alvorlig, og derfor har jeg bedt om en tilbundsgående undersøgelse, sagde hun i en pressemeddelelse for omkring en uge siden, da advokatfirmaet blev udvalgt.
Også biskoppen og menighedsrådet er blevet bedt om en nærmere redegørelse.
Overgrebene fandt ifølge Berlingske sted i 1990'erne.
Offeret er i dag en voksen mand, men fortæller til Berlingske, at han blev krænket seksuelt af manden, da han var mellem 12 og 14 år.
Den formodede krænker har ifølge avisen ledelsesansvar for flere kolleger.
Domkirken fik kendskab til sagen i 2014. Her blev den politianmeldt, skriver Berlingske. Sagen blev dog henlagt på grund af daværende regler om forældelse.
To andre mænd har fortalt til Berlingske, at den ansatte også har krænket dem seksuelt. Men kirkens ledelse blev ikke orienteret om de sager.
Det er muligt at afgive sine oplysninger anonymt. Ordningen løber til og med 30. juni i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie