Analyse: Det er ikke så galt at være curlingbarn

Der er langt mellem de såkaldte curlingforældre - og det er faktisk slet ikke så skadeligt at være curlingbarn, som man kunne få indtryk af fra den offentlige debat.

Sådan lyder de to hovedkonklusioner fra en ny analyse foretaget af Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Det skriver Politiken.

Forskerne bag analysen definerer curlingforældre som dem, der i høj grad hjælper deres børn, men i lav grad får deres børn til at deltage i det huslige arbejde.

Debatten om curlingforældre handler ofte om, hvorvidt forældre, der curler deres børn, risikerer at gøre børnene uselvstændige. Men den antagelse finder forskerne intet belæg for.

De børn, der klarer sig bedst, er dem, der både får meget hjælp af deres forældre og selv hjælper til derhjemme. Men lige efter dem kommer curlingbørnene. Meget forældrehjælp giver altså velfungerende børn.

De børn, der klarer sig dårligst, er derimod de børn, der får meget lidt eller ingen hjælp fra forældrene i hverdagen.

Derudover viser analysen, at blot seks procent af forældrene i en årgang kan betegnes som curlingforældre.

Analysen fra Vive, som bygger på datamateriale fra 3623 børn født i 1995 og deres forældre, er blevet til som led i børne- og socialminister Mai Mercados (K) igangværende opdragelsesdebat.

Ifølge formanden for ministerens debatpanel, forfatter Sofie Münster, viser analysen, at den ophedede debat om curlingforældre ikke altid står mål med virkeligheden.

- Når debatten koger, kan man let få det indtryk, at vi nærmest alle sammen curler vores børn, siger hun til Politiken.

- Karikerede eksempler på curlingforældre gør debatten polariseret og spærrer for, at vi diskuterer det mest relevante: At undersøgelse på undersøgelse viser, at mange børn er udfordret af for eksempel stress, ensomhed, usikkerhed og søvnunderskud.