Antallet af indlagte med covid-19 stiger med 9 til 316

Det er primært de ældre og de svækkede, som er indlagt på hospitalet med corona, fortæller ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, Åse Bengård Andersen. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Det gennemsnitlige smittetal for torsdag og fredag er 3358. Onsdag fik 3017 besked om, at de var smittede.

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af indlagte med covid-19 stiger med 9 til 316. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) fredag.

43 af alle indlagte ligger på intensiv, hvilket er en stigning på to i forhold til torsdag.

Ifølge Åse Bengård Andersen, som er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, er det stigende antal indlagte bekymrende.

Særligt fordi man ikke har de samme ressourcer på hospitalet, som man havde under anden bølge af pandemien.

- Da det gik hårdest for sig for et år siden, kunne vi sagtens håndtere de her tal, fordi det var det, som vi tog os af. Men i øjeblikket sker der meget andet på hospitalerne, siger hun.

Der er i fredagens opgørelse registreret 4584 nye smittede, men som det blev meddelt allerede torsdag, er tallet ikke retvisende for døgnet. Det skyldes, at der i torsdagens manglede cirka 100.000 prøvesvar. De er derfor med i fredagens smittetal.

Gennemsnittet af smittede for torsdag og fredag ligger på 3358 smittede personer om dagen. Gennemsnitstallet er dermed en kende højere end onsdagens tal, hvor 3017 fik besked om, at deres PCR-test var positiv.

3017 er det højeste antal smittede siden den 23. december 2020.

Ifølge Åse Bengård Andersen er den store bekymring i det stigende smittetal, at det er skolebørnene og de unge voksne, som bliver smittet, da de bringer smitten rundt i samfundet.

- Det er mange unge voksne og skolebørn, som smitter hinanden, og de bliver jo ikke særlig syge. Men de går jo rundt og kan komme i nærheden af mennesker, som kan blive meget syge, hvis de bliver smittet, siger hun.

Svar fra lyntest indgår ikke i tallene.

SSI forventer, at systemerne vil være tilbage i normal og retvisende drift lørdag.

Fejlen betød torsdag, at man ikke nødvendigvis kunne stole på, at alle testresultater fremgik af coronapasset. Den fejl er ifølge SSI rettet fredag, så coronapasset nu giver retvisende svar på, om man har en negativ eller positiv test.

Med de 100.000 prøvesvar fra torsdag er fredagens samlede antal resultater af PCR-test oppe på 219.880.

Der har det seneste døgn været fire coronarelaterede dødsfald.

Og netop dødsfaldene bør man huske på, når man ser på dagens smittetal, mener Åse Bengård Andersen.

- Vi har næsten dagligt dødsfald, og det minder os om, at corona er mere end bare en almindelig influenza, siger hun.

4328 personer har påbegyndt vaccinen. Yderligere 1741 er nu færdigvaccineret.