Danske flypassagerer kan indtil videre ånde lettet op. Den islandske aske, der midlertidigt har blokeret lufttrafikken i syv irske lufthavne og på Færøerne, holder sig ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, væk fra dansk luftrum.
- Der er ikke noget, der tyder på, at vi de næste dage får ændret strømningen så meget, at askeskyen bevæger sig ned over Danmark, siger meteorolog Thomas Madsen.
- Strømningen er sådan orienteret i øjeblikket, at den aske, der kommer ud af vulkanen i Island, driver ned over de britiske øer samt primært over Irland.
Askeskyen når op til fem-seks kilometer i øjeblikket, og ifølge Thomas Madsen kommer der forholdsvis store mængder aske ned over Irland, der har lukket sit luftrum indtil klokken 14 dansk tid.
- Ifølge vores prognoser vil askeskyen genere de britiske øer det kommende døgns tid. Hvis vi kigger længere frem på ugen, ser det ud til, at kommende udslip fra Island primært kommer ned over de britiske øer, siger Thomas Madsen.
Færøerne døjer imidlertid også med den islandske aske fra vulkanen Eyjafjallajökull. Statens Luftfartsvæsen, SLV, oplyser, at det færøske luftrum er lukket resten af dagen.
- De tilgængelige prognoser tyder ikke på, at der er nogen grund til bekymring for dansk, skandinavisk eller for det øvrige vesteuropæiske luftrum. Det er alene områderne ude i Atlanten og Nordsøen, der er berørt, siger kommunikationschef Thorbjørn Ancker fra SLV.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned