Asteroide passerer tæt forbi Jorden natten til fredag
Asteroid 2023 BU blev opdaget lørdag den 21. januar af amatørastronomen Gennadiy Borisov. Nasa estimerer asteroiden til at have en størrelse på mellem 3,5 og 8,5 meter. Den passerer over den sydlige del af Sydamerika. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Nasa skriver, at der ikke er risiko for, at en asteroide, der har navnet Asteroid 2023 BU, rammer Jorden.
Natten til fredag dansk tid passerer en asteroide forbi Jorden.
Det amerikanske rumfartsagentur Nasa skriver, at asteroiden passerer i en afstand på omkring 3600 kilometer fra Jorden.
- Det interessante ved asteroide er, at den kommer meget tæt på Jorden. Det er omkring ti gange tættere på end vores geostationære satellitter, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker og chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og Teknologi på DTU.
Asteroiden har navnet Asteroid 2023 BU. Den vil passere over den sydlige del af Sydamerika. Nasa estimerer den til at have en størrelse på mellem 3,5 og 8,5 meter.
- Nu er den ikke særlig stor, og den er på ingen måde en risiko. Selv om den skulle have ramt Jordens atmosfære, så ville den bare være gået i opløsning og lavet et kæmpestort stjerneskud, siger Michael Linden-Vørnle.
I 2022 gennemførte Nasa succesfuldt en mission, hvor en rumsonde skulle kollidere med en asteroide for at ændre asteroidens kurs.
Kollisionen var kulminationen på mange års arbejde og en ti måneder lang mission i rummet. Missionen skulle teste en af de metoder, der kan bruges til at forhindre, at en truende asteroide på et tidspunkt støder ind i Jorden.
- Forudsætningen for at gøre den slags, hvis eller når den situation opstår i fremtiden, det er, at vi har styr på asteroiderne. Vi kan ikke nå at gøre noget, hvis vi opdager dem i sidste øjeblik, siger Linden-Vørnle.
Asteroid 2023 BU, der passerer forbi Jorden natten til fredag, blev opdaget af amatørastronomen Gennadiy Borisov den 21. januar.
- Det er helt sikkert, at på et eller andet tidspunkt vil der værre en større asteroide på kollisionskurs med Jorden, og så skal vi selvfølgelig være klar til at håndtere den trussel, siger Michael Linden-Vørnle.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned