Avis: Natos fly dræbte civile i Libyen

Mindst 40 civile - og måske over 70 - blev dræbt af Natos bombefly under indsatsen i Libyen, hvor danske fly også deltog. Heraf er mindst 29 kvinder eller børn.

Det fortæller avisen New York Times, der har rejst rundt i landet efter den syv måneder lange mission sluttede i oktober, og undersøgt forholdene omkring nogle af de dødsfald, hvor Natos fly har bombet.

Hidtil har Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen fastslået, at missionen forløb uden bekræftede civile tab.

Men på baggrund af avisens oplysninger siger talskvinde Oana Lungescu, at det nu ser ud til, at uskyldige civile måske er blevet dræbt eller er kommet til skade.

- Vi beklager dybt alle tabte liv, siger Nato-talskvinden til avisen.

Danske fly har i fem tilfælde bombet på samme dag og sted, hvor avisen har påvist de civile drab. Det fortæller DR's Deadline og forsvarsminister Nick Hækkerup erkender, at der næsten altid er civile tab i krigssituationer.

- Vi har ikke nogen bekræftede oplysninger om, at der faktisk er konstateret civile tab som følge af bomberne. Men i militære konflikte er der en risiko for, at det går ud over civile, siger han til DR's Deadline.

- Noget af det første som bliver ramt er kvinder og børn, som kommer i vejen, siger Nick Hækkerup.

- Vi har været meget, meget forsigtige. Jeg vil slet ikke afvise, at der har været civile tab, vi har bare ikke konstateret det endnu. Men man skal huske på, at grunden til at vi greb ind, var for at forhindre folkemord, siger Nick Hækkerup.

New York Times har rejst rundt i Libyen og undersøgt påstanden om, at de godt 7700 bomber, som Nato-flyene kastede, ikke har ramte civile.

I 13 tilfælde er avisen kommet frem til, at Natos bomber ikke har ramt som planlagt.

/ritzau/

Natos fly dræbte civile i Libyen, skriver avis. Der altid vil være civile tab i krig, siger forsvarsminister.

Offentliggjort Sidst opdateret