Babyboom kan sætte den offentlige sektor under pres
I 2025 vil der være brug for daginstitutionspladser til 52.900 flere børn end i dag, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Foto: Claus Bech/arkiv/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Voldsom stigning i antallet af førskolebørn vil de kommende år lægge pres på daginstitutioner, viser rapport.
Vi har i flere år talt om en såkaldt ældrebyrde, men det bliver snart også nødvendigt at se på en voksende børnebyrde.
Sådan lyder konklusionen fra analytiker Thomas Wilken, der står bag en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Rapporten viser, at der i 2025 vil være behov for pasning af 52.900 flere børn i landets vuggestuer og børnehaver.
Det svarer til en stigning på 14 procent i forhold til 2018, skriver Information.
Ifølge analysen forventes børnetallet i 2026 at stige yderligere, så det bliver den største årgang af børn, Danmark har haft siden 1980.
- Børn er meget pasningskrævende. Hvis vi glemmer børnene, misser vi en gruppe af borgere, som trækker hårdt på de offentlige kasser, og da den offentlige sektor bliver presset i de kommende år, er det vigtigt også at fokusere på dem, siger Thomas Wilken til Information.
Regeringen har en målsætning om at føre en lav realvækst i det offentlige forbrug på 0,3 procent. Finansministeriet forventer i øjeblikket, at væksten frem mod 2025 vil ligge på 0,4 procent i gennemsnit.
Den lave vækst vil betyde, at der om syv år vil være 11.000 færre offentligt ansatte. De mange børn risikerer dermed at få en dårligere pasning.
Professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, er bekymret over udviklingen:
- Det kan blive ret katastrofalt. Det stigende børnetal kommer i en situation, hvor det i forvejen ikke står godt til i daginstitutionerne.
- Hvis væksten i det offentlige forbrug holdes så lav, er der ikke bare risiko for, men en sikkerhed for, at der vil være serviceforringelser, siger han til Information.
Det kræver en vækst på mellem 0,6 og 0,7 procent, eller cirka 22,5 milliarder kroner, hvis det offentlige forbrug skal følge den demografiske udvikling.
Analysen viser, at det især er i de fire største danske byer samt i en række sjællandske kommuner, at børnetallet vil stige.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie