Billedkunstner og teaterinstruktør Kirsten Dehlholm er død
Kirsten Dehlholm har fra 1995 og frem til sin død modtaget den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kirsten Dehlholm har produceret mere end 60 værker på Hotel Pro Forma, som hun var med til at stifte i 1985.
Billedkunstner og teaterinstruktør Kirsten Delholm er død, 79 år.
Det oplyser teateret Hotel Pro Forma, hvor Kirsten Dehlholm var kunstnerisk leder, i en pressemeddelelse.
- Det er et chok og en stor sorg at modtage beskeden om Kirsten Dehlholms død. Det er kun få dage siden, at hun fremlagde de seneste store planer for nye forestillinger, siger Hotel Pro Formas bestyrelsesformand, Tom Ahlberg, i meddelelsen.
Kirsten Dehlholm var en markant skikkelse på den danske kunstscene.
Hun var med til at stifte Hotel Pro Forma i 1985, hvor hun siden har produceret mere end 60 værker, der er blevet vist i over 30 lande.
Værkerne rummer både udstillinger, performances og operaopsætninger.
Det har i årenes løb udmøntet sig i flere prisoverrækkelser, blandt andet Thorvaldsen Medaillen i 2013 og Årets Hæderspris til Reumert-uddelingen i 2015.
Kirsten Dehlholm har siden 1995 modtaget den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.
- Kirsten Dehlholm var en unik kunstner, som med sin stærke visuelle sans, sin lyst til at afprøve nye kunstneriske greb og evne til at skabe sammenhænge på tværs af kunstneriske retninger satte helt nye standarder for samtidskunsten, siger Tom Ahlberg videre i meddelelsen.
Hotel Pro Forma vil fortsat holde sin kommende forestilling "Flammenwerfer" i Aarhus Festuge på Musikhuset i august og på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i september.
Bisættelsen af Kirsten Dehlholm vil ske ved en privat ceremoni.
Efterfølgende vil der blive afholdt en mindehøjtidelighed i slutningen af august.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie