BIOGRAFER STADIG LUKKEDE - ANSAT BLANDT DE DRÆBTE VED FIELD'S
En ansat i Field's-biografen er blandt ofrene for et voldsomt skyderi søndag. Det oplyser Nordisk Film Biografer tirsdag.
Annegret Hilse/Reuters
Nordisk Film Biografer oplyser, at en af deres ansatte mistede livet i søndagens angreb i Field's
En af de dræbte i søndagens skyderi i Field's var en ung ansat i storcentrets biograf.
Det oplyser Nordisk Film Biografer i en udtalelse tirsdag morgen.
- Det er med stor sorg, at vi kan bekræfte, at en af vores unge biografmedarbejdere i Field's mistede livet ved søndagens forfærdelige og ubegribelige tragedie, udtaler Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer.
- Vi er dybt berørte, og vores tanker og medfølelse går til de pårørende, lyder det videre.
Nordisk Film Biografer har en biograf i shoppingcenteret Field's, hvor en mand sent søndag eftermiddag pludselig begyndte at skyde omkring sig.
De første meldinger om skud kom til politiet klokken 17.35. 13 minutter senere kunne betjente anholde en 22-årig mand ved en parkeringsplads uden for centret.
I skyderiet mistede tre mennesker livet, og fire blev alvorligt såret.
Kollegerne til den afdøde biograf-medarbejder får hjælp til at håndtere krisen. Derudover holder alle Nordisk Film Biografer lukket tirsdag den 5. juli.
- Vores ansatte i Field's modtager krisehjælp, og vi tager også hånd om medarbejdere i de øvrige biografer.
- Alle Nordisk Film Biografer var lukkede mandag den 4. juli og er også lukkede tirsdag den 5. juli i respekt for ofrene og for at tale situationen igennem med vores medarbejdere, udtaler Casper Bonavent.
Biografen i Field's er foreløbig lukket frem til 11. juli ligesom resten af centret.
I den skriftlige udtalelse beder Casper Bonavent offentligheden om at "respektere den svære situation for familien og kolleger".
Ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag blev den anholdte mand varetægtsfængslet i 24 dage i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, når der er fundet en plads til ham.
Han er sigtet for tre drab og syv drabsforsøg. Det er uvist, hvordan han stiller sig til sigtelsen. Det ønskede hans forsvarer ikke at oplyse i den åbne del af retsmødet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned