Børn og unge sidder i flere og flere tilfælde over for sagsbehandlere i landets kommuner og nærmest tigger om at få lov til fortsat at bo hos den plejefamilie, på det opholdssted eller den institution, hvor de er anbragt, skriver Jyllands-Posten.
Det oplever Børns Vilkår, som stiller professionelle bisiddere til rådighed for børn og unge til deres møder med kommunale sagsbehandlere.
- Kommunerne prøver i stigende omfang at overbevise de anbragte børn om, at det er en god idé, at de kommer hjem til forældrene, anbringes et andet - oftest billigere - sted eller klarer sig selv, siger Helle Tilburg Johnsen, chef for bisidderafdelingen i Børns Vilkår.
- Derfor ser vi flere børn, som må kæmpe og argumentere for, at de ikke ønsker at komme væk fra anbringelsen, fortsætter hun.
Bettina Post, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, genkender billedet fra sine medlemmers beretninger.
- Der er en tendens til, at især de store børn skal slås for at få lov til at vedblive med at være anbragt. Dem er der rigtigt meget fokus på i kommunernes spareplaner, siger hun til Jyllands-Posten.
Hun tilføjer, at socialrådgiverne er "meget frustrerede", men reelt ikke kan gøre noget, fordi beslutningerne mange steder er lagt i hænderne på overordnede.
Jane Findahl (SF), formand for børne- og kulturudvalget i kommunernes forening, KL, kender ikke til problematikken, men siger til Jyllands-Posten:
- Selvfølgelig skal børn ikke kæmpe for at få hjælp til at løse deres problemer. De har ret til at få hjælp, men det er bare ikke ensbetydende med, at anbringelse er det mest rigtige for dem.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned