Brandfolk rykker ud til dobbelt så mange naturbrande som normalt
En tør marts giver travlhed hos landets beredskaber, der rykker ud til langt flere naturbrande end normalt. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Naturen er mange steder knastør, og det kræver ekstra omtanke ved brug af åben ild, siger sekretariatschef.
Brandfolk landet over har for tiden usædvanligt travlt med at slukke naturbrande.
Det oplyser sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.
- Særligt de sidste to uger har vi kørt ekstremt meget mere til naturbrande, end vi plejer at gøre. Tallet nærmer sig en fordobling, siger han.
Baggrunden er ifølge sekretariatschefen, at det har været tørt og solrigt i marts med meget lidt nedbør.
8,9 millimeter nedbør er det ifølge DMI's hjemmeside blevet til i marts indtil videre sammenholdt med normalen på 46,4 millimeter nedbør.
Ifølge TV2 Vejret tegner marts 2025 til at blive en af de tørreste martsmåneder i Danmark nogensinde.
- Naturen er knastør, og brandfaren er stor. Det hænger også sammen med, at vegetationen ikke er begyndt at trække vand op og gå i vækst.
- Så mange buske og træer er enormt tørre, siger Bjarne Nigaard.
Situationen får beredskaberne til at bede danskerne være ekstra årvågne i forbindelse med åben ild i naturen.
- Det er en god idé at tænke sig rigtig godt om i forhold til brug af åben ild. Så tag cigaretskoddene med hjem og vær forsigtig, hvis du skal have gang i trangiaen, lyder rådet.
Tirsdag er et frontsystem trukket hen over landet, og det har budt på enkelte regnbyger.
Men onsdag venter igen en dag med tørvejr og sol, lyder det i vejrudsigten på DMI's hjemmeside.
De kommende dage byder dog generelt på lidt mere ustadigt vejr med mulighed for byger.
Men nedbørsmængderne bliver dog ret beskedne, lyder meteorologernes vurdering for de kommende syv dage.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned