Brolæggere knokler for at få indgangen til slotskirke klar
Brolæggere og andre håndværkere laver bedre adgang til Christiansborg Slotskirke, hvor prins Henrik bisættes 20. februar 2018. Foto: Scanpix/Philip Davali
Scanpix/Philip Davali
Brolæggerarbejdet foran Christiansborg Slotskirke er færdigt før prinsens bisættelse tirsdag.
Brolæggere og andre håndværkere arbejder på højtryk for at få indgangen til Christiansborg Slotskirke klar, når prins Henrik 20. februar bisættes.
Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen, som mandag fik besked på, at området skulle klargøres.
Christiansborg Slotsplads er en byggeplads, fordi store granitblokke mod Slotspladsen skal erstattes af granitkugler.
Adgangen til slotskirken forbedres ved at lægge brosten, køre skurvogne bort og spule trapperne op til indgangsdøren. Arbejdet ventes færdig fredag, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.
Fra lørdag ligger prins Henrik på castrum doloris - smertens leje - i slotskirken. Her kan danskere i tre dage sige farvel til prinsen inden bisættelsen tirsdag.
Kongehuset har tidligere oplyst, at bisættelsen bliver en lille og privat ceremoni.
Granitkuglerne med 112 centimeter i diameter skal senere opstilles fra slotskirken til indgangen til Rigsdagsgården foran Folketingets hovedindgang.
Folketinget blev sikret efter Anders Breiviks angreb i Oslo med en bombe mod regeringskvarteret samt likvideringer af adskillige unge på en socialdemokratisk ungdomslejr på øen Utøya.
Granitkuglerne skal forhindre, at biler uden lovligt ærinde kan køre tæt på Christiansborg. De suppleres af pullerter, som styres af adgangskort til politikere og andre, der arbejder i Folketinget.
I 2016 godkendte Folketinget planen for permanent sikring af Christiansborg med Slots- og Kulturstyrelsen samt Københavns Kommune. Planen er tænkt sammen med slottets arkitektur, slotspladsen og byområdet i nærheden.
Slotspladsen har en lang forhistorie som samlingspunkt. Derfor bevares pladsen som et folkeligt mødested for demonstrationer og andre begivenheder.
Granitkuglerne vil stå i et udbrudt cirkelslag. Kuglerne hugges i lys, nordisk granit ligesom Christiansborgs facade.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned