Christianitterne har besluttet at imødekomme regeringens tilbud ved selv at købe hele fristaden af staten.
Således har Christiania på Christianshavn i København igen åbnet portene ind til fristaden og har netop præsenteret deres svar til regeringen om, hvordan fristadens fremtid skal se ud.
- Vi har kollektivt valgt at sige ja til at frikøbe hele Christiania, så det fortsat kan være dit og mit Christiania - kvit og frit, siger Thomas Entmann, talsmand for Christianias pressegruppe.
Det betyder, at christianitterne har valgt at gå ind i forhandlingerne om et fælles køb af fristaden.
Staten havde tilbudt christianitterne, at de enten selv kunne købe bygningerne på Christiania for 150 millioner kroner. Eller også skulle de overdrages til en ny almen boligorganisation med medlemmer i bestyrelsen, som ikke bor på Christiania.
Og det er altså førstnævnte tilbud, christianitterne nu er blevet enige om. Alternativet var ifølge Thomas Ertmann et lukket og splittet Christiania.
Portene ind til Christiania blev lukket i onsdags, fordi fristaden ifølge Christianias pressegruppe havde brug for en tænkepause i forhold til, at Højesteret i februar stadfæstede, at Christiania er og bliver statens ejendom.
Med lukningen har christianitterne samtidig villet vise, hvad der sker, hvis der åbnes for spekulationsbyggeri på Christiania. Så vil der nemlig også blive lukket af for adgang, mener de.
Lørdag ved middagstid mødtes hundredvis af demonstranter så ved fristaden og væltede i fællesskab barrikaderne. En symbolsk handling, der skulle vise, at Christiana igen er åben for alle.
Sammen med christianitternes accept af regeringens tilbud følger også en række krav til staten. Blandt andet kræves det, at Christiania kan bevare sin kultur og selvforvaltning, ligesom det skal være beboere, som ønsker Christiania, der i fremtiden kan flytte ind.
Christiania vil inden den 7. juni finde ud af, hvilken organisationsform, der skal stå for købet og dermed de 150 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned