Da imamen blev inviteret på kaffe hos Macron

Sherin Khankan har modtaget en række priser for sit virke som kvindelig imam. Hun fylder 50 år den 13. oktober. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Den kvindelige imam Sherin Khankan har høstet international anerkendelse, men er ikke gået fri for kritik og kontroverser. 13. oktober fylder hun 50 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun er Skandinaviens første kvindelige imam, har selv stiftet en moské, hun har været involveret i en længerevarende retssag med en kendt tidligere dansk politiker, og så ses hun ofte i spalterne i landets aviser med holdninger til islam og religionens plads i Danmark.

Sherin Khankan har gjort sig bemærket. Faktisk så meget, at hun har været inviteret på besøg hos en fransk præsident og i 2016 figurerede på en liste hos det britiske medie BBC over verdens 100 mest indflydelsesrige kvindelige pionerer.

Khankan, der fylder 50 år den 13. oktober, og som er datter af en syrisk far og en finsk mor, er uddannet religionssociolog. Hun hed oprindeligt Ann Christine, men har senere taget navnet Sherin.

Hun blev i starten af 2000'erne talskvinde for Forum For Kritiske Muslimer og markerede sig her for første gang i offentligheden.

I 2003 var hun folketingskandidat for Det Radikale Venstre, men tabte et kampvalg til en ung Christian Friis Bach, og det skete ikke uden kontroverser. Sherin Khankan havde nemlig dengang stemt nej til en resolution fra partiet vedrørende fordømmelse af sharialovgivning.

Selv forklarede hun dengang, at resolutionen gav et forvrænget billede af, hvad sharia er.

Siden har hun været jævnlig gæst i medierne. I 2016 stiftede hun Mariam Moskéen, hvor der kun er kvindelige imamer.

Sherin Khankan er desuden stifter og leder af Exitcirklen, der hjælper ofre for psykisk vold og negativ social kontrol.

I 2018 kunne man læse den opsigtsvækkende overskrift hos DR: "Macron drikker morgenkaffe med kvindelig dansk imam".

Den franske præsident havde inviteret Khankan til Élyséepalæet i Paris for at diskutere "balancegangen mellem religion og politik" samt feministisk islam.

Hendes ærinde var, sagde hun til DR, at vise, at religion kan bidrage positivt til et samfund - også i et land som Frankrig, der har en stærk adskillelse af religion og politik.

- Og der er store udfordringer i Frankrig. Radikalisering kan være en reaktion på oplevelsen af ikke at høre til eller være del af fællesskabet, og derfor er det vigtigt, at fremtidens verdensledere finder måder at inkludere deres minoriteter på, sagde Sherin Khankan til DR.

Hun er ikke gået uden om kontroverser. Tidligere har hun været involveret i en langstrakt injuriesag, hvor hun af Naser Khader, der var medlem af Folketinget indtil 2022, blev anklaget for at have en fortid som radikal islamist.

Sagen endte siden i Højesteret. Her blev Khader frifundet.

Sherin Khankan er mor til fire børn og bor i Dragør.

/ritzau/