Danske virksomheder satser allerede i vid udstrækning på at udvise socialt ansvar. Derfor er det ikke sikkert, at der er brug for initiativet "Code of Care", som har til formål at inspirere virksomheder til at gøre mere på det sociale område.
Sådan lyder vurderingen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
- Jeg kender ikke initiativet, så det er svært at sige, om det får nogen betydning, men jeg ved, at der er god vilje ude i virksomhederne, når det gælder social ansvarlighed, siger chefkonsulent hos DA Henning Gade.
Ifølge Henning Gade er der allerede masser af initiativer på det sociale område i dansk erhvervsliv.
- Under højkonjunkturen steg det sociale engagement ganske betydeligt. Flere og flere virksomheder ansatte både handicappede og svage grupper i øvrigt, kriminelle og så videre. Så kom krisen, og vi tabte 170.000 arbejdspladser, siger Henning Gade og fortsætter:
- Alligevel har virksomhederne holdt fast i det sociale ansvar og fortsat med at ansætte svage grupper. Det er jo interessant, for det viser noget om, at danske virksomheder tager det her alvorligt.
For at gøre det lettere at ansætte personer på særlige vilkår foreslår DA, at man indfører et jobbevis, som skal gøre det nemmere for en virksomhed at ansætte personer på særlige vilkår.
- Hvis man hører til den gruppe, der har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet, så kunne man give dem et jobbevis med en vurdering af personens kompetencer og de kompensations- og tilskudsmuligheder, som personen har med.
- Det afgørende er, at du får det rigtige match af virksomhed og person, siger Henning Gade.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned