D'Angleterre dropper julelys for at spare på strømmen
Hotel d'Angleterres julebelysning har eksisteret siden 1995. (Arkivfoto). Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
Det femstjernede Hotel d'Angleterre har besluttet at aflyse årets elektriske juleudsmykning på facaden.
Som en konsekvens af energikrisen har det femstjernede Hotel d'Angleterre i København besluttet at aflyse den årlige julebelysning på hotellets facade.
Det skriver TV 2 og Berlingske.
Ifølge hotellet er det et forsøg på at spare på energien.
- Det er selvfølgelig en beslutning, der har gjort ondt at tage, men det er den rigtige beslutning i den situation, vi er i, siger Signe Thorup, der er PR-manager hos d'Angleterre, til Ritzau.
Julefacaden er ifølge Signe Thorup hotellets julehilsen til byen. Det har været en tradition siden 1995.
- Vi er et meget traditionsbundet hus, og julefacaden er en af de traditioner, som alle holder rigtig meget af – både medarbejdere og ejerskab, siger hun.
Signe Thorup understreger, at det er et udtryk for, at alle må spare på energien under den verserende energikrise.
- Der er kun det ene formål med d'Angleterres julefacade, at den skal skabe glæde og hygge på Kongens Nytorv. Hele pointen fortaber sig fuldstændig, hvis den bliver en belastning for samfundet, siger hun.
Regeringen holdt torsdag et pressemøde om risikoen for en forsyningskrise hen over vinteren.
På pressemødet blev det blandt andet meldt ud, at temperaturen i offentlige bygninger bliver sænket til 19 grader fra 1. oktober.
Det er efter pressemødet, at bestyrelsen på Hotel d'Angleterre har besluttet at aflyse årets julebelysning.
Torsdag oplyste også butikskæden Salling i Aarhus og Aalborg, at den også dropper årets julelys på sine stormagasiner.
Hotel d'Angleterre vil stadig opsætte de såkaldte nøddeknækkere og lignende udsmykning, som ikke kræver elektricitet.
I 2020 og 2021 havde hotellet en nedskaleret version af den oplyste facade på grund af coronakrisen. De mange lys ville samle for mange mennesker på samme sted, lød begrundelsen.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor meget det ville have kostet hotellet at fastholde julebelysningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie