Danmark bøder for ekstra landbrugsstøtte

Danske landmænd fik 166 millioner kroner for meget udbetalt i landbrugsstøtte i årene 2005 og 2006.

Det viser en ny opgørelse over Europa-Kommissionens kontrol med medlemsstaternes støttekroner, skriver Information.

Her havner Danmark i top tre over EU-lande, der har fået for mange penge udbetalt.

Overbetalingen skyldes primært, at de danske myndigheder har fejlberegnet den såkaldte arealstøtte, mener kommissionen.

- De har fundet nogle svagheder i den kontrol, der bliver lavet, og derfor skal vi betale en lille andel tilbage, uddyber Ole Heinager, der er vicedirektør i Naturerhvervstyrelsen.

Han forventer, at der for årene 2007-2009 kommer endnu en regning på omkring 40 millioner kroner.

Men landmændene kommer ikke selv til at punge ud for efterkravet.

- Det er statskassen, der går ind og betaler, siger Ole Heinager og forklarer, at eftersom EU's kontrol er baseret på stikprøver og overslag, kan styrelsen ikke identificere de landmænd, som har fået for mange penge.

Enhedslistens ordfører Per Clausen kan ikke se rimeligheden i, at statskassen skal hæfte for landbrugets overbetaling.

- Det burde modregnes i næste års landbrugsstøtte. Det kan godt være, at man ikke kan finde den enkelte landmand, som har snydt.

- Men hvis EU's vurdering er, at reglerne generelt ikke overholdes, så er det mest rimeligt, at det modregnes landmændenes samlede tilskud, siger Per Clausen til Information.

Han og Venstres landbrugsordfører, Erling Bonnesen, undrer sig også over sagen og kræver en redegørelse fra fødevareminister Mette Gjerskov (S).

Det var mandag ikke muligt for Information at få en kommentar fra fødevareministeren.

/ritzau/

Skatteyderne skal betale regningen for, at danske landmænd har fået udbetalt 166 millioner kroner for meget.

Offentliggjort Sidst opdateret