Danmark har flere fængselsbetjente per indsat end mange andre
Ifølge nye tal fra Europarådet er Danmark i top på mange fængselsområder. Ifølge Fængselsforbundet går udviklingen dog den forkerte vej alt i alt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ser man på fængselsindsatte per ansat ligger Danmark i Europas top ifølge nye årstal fra Europarådet.
Ser man bort fra mikrostaterne San Marino og Andorra er der kun fire lande i Europa, der har færre indsatte per fængselsbetjent, end Danmark har.
Det viser Europarådets nyeste opgørelse over flere end 40 landes fængselsstatistikker. Årstallene dækker primært over 2018.
Ifølge Europarådet er der 1,7 fængselsindsatte for hver fængselsbetjent i Danmark. For Irland, Italien, Sverige og Norge ligger samme tal mellem 1,6 og 1,3.
Danmark er samtidig langt under den europæiske median på 2,8 indsatte per betjent.
I den anden ende af samme skala ligger lande uden for EU såsom Rusland og Serbien, der henholdsvis har 11, 9 og 4,6 indsatte. Men også højtudviklede lande som Spanien, Storbritannien og Schweiz ligger over medianen.
Fængselsforbundet i Danmark oplyser i en pressemeddelelse, at sammenligningen med andre europæiske lande er underordnet, da Danmark "altid" har ligget i toppen af skalaen.
Man bør ifølge forbundet i stedet se på udviklingen fra år til år i ratioen mellem antallet af betjente og indsatte. Ifølge Europarådets årstal var der i 2015 kun 1,4 indsatte per fængselsbetjent.
Årstallene kommer under en uge efter at Fængelsforbundet i en anden pressemeddelelse skrev, at man alene i 2018 så det samlede antal fængselsbetjente svinde med 74 ansatte.
Det går ifølge stedfortrædende formand Bo Yde Sørensen ud over den enkelte betjents mulighed for at udføre sit job.
- Der er to ben i en fængselsbetjents arbejde. Sikkerhed er det ene ben, og motivation er det andet. Men vi er derude nu, hvor vi hopper afsted på ét ben, orden og sikkerhed, siger han i pressemeddelelsen.
Og ifølge Europarådets tal steg antallet af indsatte i Danmark i 2018 med 7,2 procent - den næsthøjeste stigning i Europa.
Videre viser tallene, at Danmark nu er blandt 12 europæiske lande, hvor der er over 100 indsatte per 100 cellepladser.
De flere fanger og færre ansatte gør, at der bliver overarbejdet som aldrig før blandt betjentene. Og det koster.
I 2018 blev der betalt 98 millioner kroner i overarbejde til fængselsbetjente. Det skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i et svar til Socialdemokratiets retsordfører Tine Bramsen i Folketingets Retsudvalg.
Det er ifølge ministeren en stigning på 65 millioner kroner siden 2015.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned