Dansk Folkehjælp: Hvor blev de fattige af?

Hos Dansk Folkehjælp glæder man sig over, at der efter flere års debat ser ud til være en fattigdomsgrænse på vej, efter at en ekspertgruppe nedsat af socialminister Karen Hækkerup (S) er kommet med en officiel anbefaling.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men ifølge Dansk Folkehjælp er der pyntet på tallene ved at udelukke visse grupper fra regnestykket.

- Det er stærkt bekymrende, at der med et pennestrøg er fjernet mere end 200.000 fattige i Danmark, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, i en pressemeddelelse.

Man er fattig i Danmark, hvis man i tre år har levet for et beløb, som svarer til halvdelen af den gennemsnitlige indkomst.

Sådan lyder et bud på en dansk fattigdomsgrænse, som et ekspertudvalg har arbejdet i et år på at finde frem til, og som socialministeren anerkender.

Det vil så i fald betyde, at 42.200 mennesker i Danmark er fattige. De lever op til definitionen om at have en indkomst under 103.200 kroner om året efter skat tre år i træk.

Ifølge Dansk Folkehjælp, er de mere end 200.000 fattige forsvundet ved at kravet om, at man skal have en indkomst på under 103.200 i tre år i træk, mens studerende også fjernes fra regnestykket.

- Alt i alt er Dansk Folkehjælp bekymret for denne talmagi, ikke alene set i lyset af situationen her og nu, men en reel bekymring for det danske samfund på lang sigt, hvis det ikke lykkedes at få vendt den negative økonomiske udvikling, siger Klaus Nørlem.

De Konservatives socialordfører, Benedikte Kiær, undrer sig også over ekspertudvalgets regnemetoder.

- Jeg kan tydeligt huske, da Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten støttede sig op af andre målemetoder, som mente, at der var over 200.000 fattige i Danmark, og hvor der var godt 65.000 fattige børn, siger hun i en mail til Ritzau.

- Det tal - de 65.000 børn - var et kæmpe emne under valgkampen. Men trylle rylle rolle, så er det lavet om til 10.700 børn, siger Benedikte Kiær.

/ritzau/