Dansk kræftforskning i global topklasse

Forskningen hos Kræftens Bekæmpelses er nummer et i Norden og med i verdenseliten.

En ny rapport om kvaliteten af det videnskabelige arbejde på 2833 forskningsinstitutioner verden rundt placerer Kræftens Bekæmpelse som nummer 30 i verden og som nummer 1 i Norden.

- Det er en kæmpe anerkendelse af vores 250 forskere, som dagligt slider for at hjælpe kræftpatienterne, siger foreningens direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

Den fornemme placering findes ved en gennemgang af den internationale "Scimago Institutions Rankings". Instituttet har vurderet kvaliteten i årene 2004 til 2008 af samtlige videnskabelige publikationer fra alle forskningsinstitutioner i verden, som har offentliggjort mere end 100 videnskabelige artikler i 2008.

Kvaliteten af forskningen måles på, hvor stor en andel af de videnskabelige arbejder, der bliver offentliggjort i de 25 procent mest anerkendte tidsskrifter og på, hvor ofte andre forskere citerer fra artiklerne. Den kvalitetsvurdering placerer Kræftens Bekæmpelse som nummer 30 i verden ud af 2.833.

I Europa er der kun syv forskningsinstitutioner, som ligger højere end Kræftens Bekæmpelse og ingen danske eller nordiske.

- Det er et bevis på, at de 110 millioner kroner, vi bruger på vores egen forskning årligt, bliver brugt virkeligt effektivt, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Kræftens Bekæmpelse har på de fem år, undersøgelsen omfatter, offentliggjort 831 videnskabelige artikler. 86 procent af dem er offentliggjort i de mest anerkendte internationale tidsskrifter. Samlet bliver Kræftens Bekæmpelses forskning citeret mere end dobbelt så meget som gennemsnittet af al forskning i verden.

Kræftens Bekæmpelse bruger samlet 250 millioner kroner på forskning i år. En stor del går til samarbejdsprojekter med forskere på universiteterne og hospitalerne.

/ritzau/

Bedst i Norden og nummer 30 i hele verden lyder international vurdering af forskningen i Kræftens Bekæmpelse.

Offentliggjort Sidst opdateret