Danske forskere tager nyt skridt mod global hiv-kur
World Aids Day 1. december markeres i år for 35. gang verden rundt af organisationer, foreninger og enkeltpersoner. Her med mindelys for ofrene for aids på Gammeltorv i København i 2022. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Forskere skaber nyt håb om en immunkur mod hiv, som har kostet over 40 millioner mennesker livet verden over.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De seneste 40 års kamp mod hiv har mere end halveret antallet af aids-relaterede dødsfald, som på et tidspunkt hærgede som en global epidemi.
Men selv om det i dag er muligt at leve et relativt normalt liv med hiv, så kæmper forskere verden hårdt for at finde kuren, der kan gøre en ende på den aids-epidemi, der begyndte i 80'erne.
Danske forskere har taget endnu et vigtigt spring med ny eksperimentel medicin. Håbet er, at den kan føre til en kur, der én gang for alle kan booste kroppens evne til at undertrykke hiv-virus.
- Vi har tidligere med succes testet eksperimentel behandling med antistoffer på mennesker med nykonstateret hiv, fordi vi mente, at effekten der ville være størst, siger professor Ole Schmeltz Søgaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
- Men nu har vi også testet en anden kombination af medicinen på personer, der har haft hiv i mange år og derfor har været i daglig medicinsk behandling længe, hvilket er en noget større videnskabelig udfordring.
Annonce
Alle med hiv er fortsat nødt til at tage medicin hver eneste dag hele livet.
Men forskerne kan se nu, at forsøgsmedicinen hos nogle patienter booster immunforsvaret, så det undertrykker virus på samme måde, som hvis de fik den daglige medicin.
Professor Ole Schmeltz Søgaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet arbejder intenst sammen med forskerkolleger i ind- og udland på at finde den endelige kur mod hiv, som verden har efterlyst, siden aids-epidemien brød ud i starten af 1980'erne. (Arkivfoto). Foto: Free
I det seneste forsøg virkede det på en tredjedel. Men nogle har helt kunnet undvære deres almindelige hiv-medicin i nu foreløbigt 1,5 år. Deltagerne kommer fra Danmark, Norge og Australien.
- Skal vi finde den hellige gral og den definitive hiv-kur, skal det jo gerne virke på op mod 100 procent. Men vores resultater giver klart grobund for optimisme, siger Ole Schmeltz Søgaard.
Næste skridt bliver et stort britiskledet forsøg, som er en overbygning med optimerede antistoffer, der virker endnu længere.
Forsøget er finansieret af Bill og Melinda Gates Foundation, som er dybt engageret i jagten på en hiv-kur.
- Vores endegyldige mål er at kunne lave et intenst behandlingsbeløb på omkring et par måneder, hvor folk får immunmedicin og så bagefter helt kan droppe al medicin fremover, siger Ole Schmeltz Søgaard.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned