De danske skoler i Sydslesvig kan tilsyneladende ånde lettet op.
Ifølge aviser i grænselandet ser det ud til, at den tyske forbundsregering i Berlin ligesom i år vil støtte mindretallets skoler med 3,5 millioner euro, svarende til godt 26 millioner kroner.
Hermed får de danske skoler i nogen grad kompensation for den nedskæring på 4,7 millioner euro, som delstatsgeringen i Kiel vil gennemføre.
Norbert Brackmann, der er medlem af Forbundsdagen for CDU og valgt i Slesvig-Holsten, siger til Flensburger Tageblatt, at der tegner sig et stort politisk flertal for at hjælpe det danske mindretal økonomisk.
Han venter, at den endelige beslutning træffes 10. november på et udvalgsmøde i Berlin.
Anders Molt Ipsen, direktør i Dansk Skoleforening for Sydslesvig, kalder det "en kæmpe lettelse" for foreningen, at et gennembrud nu synes at være på vej.
Han siger til Flensborg Avis, at en nedskæring på 4,7 millioner euro i 2012 ville have haft alvorlige konsekvenser for det danske skolevæsen syd for grænsen.
- Selv om vi fortsat vil mangle 1,2 millioner i at opnå fuld ligestilling, er vi meget lettede over udsigten til at modtage 3,5 millioner euro fra Berlin, konstaterer Molt Ipsen.
Socialdemokraternes medlem af Sydslesvigudvalget, Benny Engelbrecht, er glad for, at Forbundsdagen vil støtte det danske skolevæsen i grænselandet.
- Jeg er yderst tilfreds med den respekt for de dansk-tyske forpligtelser, som flertallet i Forbundsdagen dermed udviser, siger Benny Engelbrecht.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie