Danske unge: E-smøger er yt
E-cigaretter er ikke ligeså udbredte blandt danske unge som deres amerikanske jævnaldrende. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er de ligeså udbredte som almindelige cigaretter blandt børn i skolealderen. I USA er antallet af ''dampere'' langt højere end rygere. Foto: Denis Charlet/Ritzau Scanpix
Denis Charlet/Ritzau Scanpix
I USA er man gået i kamp mod e-cigaretbrug blandt unge. I Danmark er situationen anderledes, siger foreninger.
I USA har sundhedsmyndighederne i en årrække berettet om en eksplosiv stigning i brug af e-cigaretter. Mest alarmerende er, at over to millioner børn i skolealderen nu bruger de elektroniske tobaksalternativer. Myndighederne er derfor skredet til handling. De advarer nu alle virksomheder i sektoren om strengere regulering og sanktioner i fremtiden, oplyser CNN.
En lignende problematik er dog ifølge Kræftens Bekæmpelse og Dansk e-Damper Forening (DADAFO) ikke at finde i Danmark.
Begge foreninger ser tværtimod en stagnation i antallet af unge såkaldte dampere.
Kim Dabelstein Petersen, der er formand i DADAFO, mener, at forskel i ungdomskultur ligger til grund:
- Unge i Danmark synes simpelthen, det er yt, siger han.
Ifølge formanden har det, han kalder amerikansk hysteri omkring unge dampere været med til at fremprovokere en "rebelsk" stigning i forbruget.
Han henviser desuden til et EU-direktiv fra 2016, der forbød markedsføringen af e-dampprodukter samt salg til mindreårige i Europa.
Ifølge Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, har netop direktivet dæmpet ungdomsforbruget i Danmark.
- Det er mit indtryk, at vi har set en stagnation, siden EU-direktivet trådte i kraft. Vores seneste tal er dog fra 2016, så det vides ikke helt præcist, siger han.
Hos Kræftens Bekæmpelse ser man stadig alvorligt på alle former for e-cigaretforbrug hos børn og unge. Ifølge Niels Them Kjær vil al indtagelse af nikotin - som de hyppigst brugte produkter indeholder - i en tidlig alder øge risikoen for langvarig afhængighed:
- Og så kender vi ikke langtidseffekterne af e-cigaretter. Det kan jo vise sig om nogle år, at de indeholder andre skadelige stoffer end nikotin, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned