DANSKUDVIKLET VACCINE MOD COVID-19 TESTES PÅ 3.000 FRIVILLIGE

En danskudviklet vaccine fra selskabet Bavarian Nordic skal nu testes på 3000 frivillige. De første danske deltagere i afprøvningen stikkes på torsdag på Aalborg Universitetshospital. (Arkivfoto).

Vaccinen mod covid-19 fra selskabet Bavarian står nu foran afgørende test på et større antal forsøgsdeltagere.

Offentliggjort Sidst opdateret

En danskudviklet boostervaccine mod covid-19 skal afprøves på 3000 frivillige fra Danmark, Belgien og USA.

De første danskere får prikket med vaccinenålen på torsdag på Aalborg Universitetshospital.

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Det er selskabet Bavarian Nordic, der står bag vaccinen, som nu står foran den afgørende fase 3 med afprøvning på et større antal forsøgsdeltagere.

Overlæge Henrik Nielsen, Infektionsmedicinsk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital, er national koordinator for afprøvningen.

Han har store forventninger til vaccinen.

- Det er uhyre spændende, for selv om vi allerede har gode vacciner, kunne vi godt tænke os en vaccine, som både har en længerevarende effekt, og som er lettere at håndtere.

- Disse ønsker tror vi, at denne nye vaccine kan indfri, blandt andet fordi den er udviklet med en anden teknologi, end de vacciner der bruges i dag, siger Henrik Nielsen.

De første forsøg på dyr og mennesker har indikeret, at vaccinen giver flere antistoffer og en mere varig beskyttelse, fremgår det af pressemeddelelsen.

Samtidig behøver vaccinen ikke at blive transporteret og opbevaret ved meget lave temperaturer, sådan som vaccinen fra selskabet Pfizer eksempelvis skal.

- Det ser ud til, at den nye vaccine kan opbevares som andre vacciner i et køleskab. Det vil gøre mange ting nemmere, siger Henrik Nielsen.

Forsøgsdeltagerne får enten den nyudviklede danske vaccine eller den velkendte fra Pfizer. Hvilken af de to vacciner afgøres ved lodtrækning.

Deltagerne følges i et halvt år, hvor der løbende indsamles blodprøver og andre data.

Forventningen er, at forskerne til sommer har de data, de skal bruge.

- Efter selve afprøvningen udestår et stort arbejde med at behandle de mange data, som skal danne grundlag for dokumentationen af vaccinens effekt, og i sidste ende forhåbentlig myndighedernes godkendelse af, at den kan komme på markedet, siger Henrik Nielsen.

Det vil tidligst kunne ske i 2024, forventer han.