Den treårige hanløve Akeru er kommet til Danmark fra Ukraine
Hanløven Akeru, som er kommet til Knuthenborg Park & Safari fra Ukraine. Foto: Knuthenborg Park & Safari/Free
I Knuthenborg Park & Safari får hanløven Akeru selskab af tre andre løver fra krigsplagede Ukraine.
Knuthenborg Park & Safari har i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse hentet den tre år gamle hanløve Akeru til Danmark fra krigsplagede Ukraine.
Det oplyser Knuthenborg Park & Safari i en pressemeddelelse tirsdag morgen.
Akeru skal bo i Knuthenborg Park & Safaris tigeranlæg, hvor der i forvejen bor tre hunløver, som sidste år blevet hentet fra Ukraine til Danmark.
Desuden bor der i Knuthenborg Park & Safari tre hanløver, som i foråret kom til fra Københavns Zoo.
- Vi kan tilbyde den et hjem, hvor der er masser af plads og ikke mindst andre løver, siger Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg, i pressemeddelelsen.
Akeru er hentet i den polske Poznan Zoo, som er mellemstation for de evakuerede dyr fra Ukraine.
- Der er desværre fortsat behov for at evakuere løver som følge af krigen i Ukraine. Vi ser det blandt andet som en opgave at sikre, at de ikke bliver solgt på det illegale marked, udtaler Knuth.
Til at starte med skal Akeru gå i en særskilt del af tigeranlægget, så han kan vænne sig til de nye omgivelser.
Løverne er blevet evakueret i samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse, 19 dyreværnsorganisationer, zoologiske haver samt den europæiske forening af zoologiske haver og akvarier, EAZA.
Dyrlæge Therese Hård, zoologisk- og veterinærchef i Knuthenborg Park & Safari, udtaler i pressemeddelelsen, at Akeru virker "stærk og sund".
- Vi kender ikke hans baggrund, så vi har lavet en første sundhedsobservation af ham, lyder det.
Knuthenborg Park & Safari oplyser, at de i alt syv løver får yderligere selskab i den kommende tid.
I øjeblikket arbejder Knuthenborg Park & Safari på at bygge et løveanlæg på 45.000 kvadratmeter.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned