Der stilles også krav til asylansøgere

Da tre busser med asylansøgere i starten af denne måned drejede ind på parkeringspladsen foran Føtex, var målet at gøre månedens større indkøb. De omkring 150 asylansøgere, der dog måtte opgive deres foretagende i Guldborgsundcentret, bor alle på de to Røde Kors asylcentre i Søllested og Rødby. Her har de ophold, mens deres asylsag afgøres. Dem, der bor på asylcentrene er altså som udgangspunkt dem, der har fået anerkendt, at de har grundlag for at søge asyl i Danmark.

Mens sagsbehandlingstiden tidligere kunne være flere år, er det nu lykkedes at nedbringe ventetiden, så en gennemsnitlig sag tager fire måneder. Ifølge Carsten Isaksen, der er konstitueret chef i asylafdelingen i Dansk Røde Kors, er den gennemsnitlige opholdstid i asylsystemet dog – med store udsving – noget længere, nemlig omkring 11 måneder.

- Især irakergruppen kom til at sidde meget længe. I dette tilfælde vurderede myndighederne nemlig, at de ikke havde asylgrundlag i Danmark, men samtidig havde man heller ikke mulighed for at returnere dem til Irak på grund af situationen der, og fordi man ikke havde en tilbagesendelsesaftale med landet, siger Carsten Isaksen.

Under opholdet på asylcenteret har asylansøgerne ikke mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet eller starte på en uddannelse på lige vilkår som folk med dansk statsborgerskab.
- Grundvilkåret er, at man ikke kan arbejde. Men vi tilbyder voksne at deltage i undervisningskurser eller aktiveringsjob på selve centeret i op til 20 timer om ugen. Det tager omkring 60 procent af vores beboere imod. Når man har så kort ophold i asylsystemet, er det dog også hovedsagligt sagen, der fylder hos asylansøgeren, siger Carsten Isaksen.

Ifølge chefen for asylafdelingen tilstræber man på centrene, at beboerne har en hverdag, der ligner alle andres. Det betyder, at der til beboerne også stilles krav om, at de selv deltager i de daglige pligter.
- Det væsentlige er, at asylansøgere ikke bor på hotel. De skal derfor selv stå for at passe deres eget hjem, madlavning og rengøring af fællesarealer, siger Carsten Isaksen.

Sagen fra Føtex har også afstedkommet mange kommentarer vedrørende asylansøgernes indkøbstur og penge til en sådan. Ifølge Carsten Isaksen er det imidlertid meget forskelligt, hvor mange penge asylansøgerne hver i sær har.

- Hver 14. dag udbetaler myndighederne penge til asylansøgerne. De får nogle basisydelser til at leve for, og så har de mulighed for at optjene nogle tillægsydelser ved at deltage aktivering og undervisning hos os. En familie med to voksne og to børn får en ydelse på cirka 2.900 hver 14. dag alt inklusiv. Men der mange variationer, alt efter. hvilken fase de er, i og hvor meget de kan optjene, forklarer Carsten Isaksen.
 
 
Læs også reportagen fra asylcenteret Hvilested i dagens udgave af Folketidende.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Det er ikke som at bo på hotel, når man som asylansøger i Danmark bor på et asylcenter, fortæller asylchef i Dansk Røde Kors.

Offentliggjort Sidst opdateret