DIF-boss fører an i sportspolitisk kamp

Hans Natorp var for nylig i Paris for at overvære cremen af danske atleter kæmpe om olympisk metal. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

DIF-formand Hans Natorp, der torsdag 29. august fylder 60 år, var med til at lægge pres på IOC's top og sikre, at Rusland ikke kunne deltage ved OL i Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da den internationale idrætstop blev lidt for åben for at lukke Rusland tilbage i varmen, fik de en opsang fra Danmarks mest magtfulde idrætspolitiker.

Formanden i Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, der torsdag 29. august fylder 60 år, mente, at det var tonedøvt, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC), i 2023 - et år efter Ruslands invasion af Ukraine - pludselig var på vej til at lukke russiske atleter ind i de store idrætsstævner igen, så de havde mulighed for at kvalificere sig til OL i Paris.

Natorp talte med store bogstaver. Både i pressen og på en konference for IOC's 206 medlemslande.

Hvad var det gode argument for at få russerne tilbage, når krigen stadig rasede? Og hvorfor risikere en potentiel olympisk boykot fra en række uskyldige lande blot for at please et land, der foruden krigsførelse også havde en få år gammel sag om et statskontrolleret dopingprogram hængende over sig?

Der blev lyttet til DIF-bossens voksenskældud af IOC-præsident Thomas Bach. Andre landes topidrætsledere fulgte op med samme budskaber i de følgende uger og måneder.

Derfor kunne Natorp med tilfredshed notere, at hans kontante meldinger et halvt år senere havde fået den ønskede effekt.

- Det er svært ligefremt at glæde sig over noget, der sker på så tragisk en baggrund, men jeg er yderst tilfreds med, at IOC i dag har taget en vigtig og nødvendig beslutning ved at suspendere Ruslands Olympiske Komité, sagde Hans Natorp i oktober sidste år.

Ved det netop afviklede OL i Paris deltog Rusland ikke som selvstændig nation. 15 russere og 17 belarusere blev godkendt til at kunne stille op under neutralt flag.

Efter at have været næstformand i DIF i fem år blev Hans Natorp i 2021 valgt som Niels Nygaards afløser i formandsstolen efter et kampvalg. I 2023 blev han genvalgt uden modkandidater.

Natorp har selv en karriere som elitesportsudøver bag sig. Allerede som seksårig blev han alene sendt ud i en jolle ud for Sønderborg, og han viste sig hurtigt at have flair for sejlsport.

Sammen med lillebroren Paul vandt han flere danmarksmesterskaber, og brødrene deltog desuden ved OL i Seoul 1988.

Hans Natorp blev færdiguddannet dataingeniør i 1990 og har siden suppleret med flere lederuddannelser.

Han er gift med Lone Natorp, der også er tidligere olympisk sejler - dengang under navnet Lone Sørensen. Parret bor på Amager og har tre børn og foreløbig to børnebørn.

/ritzau/