Direktør: Forsikringer får syge hurtigere på benene
Lars Ellehave Andersen, direktør i Danica Pension, beskriver private sundhedsforsikringer som et supplement til det offentlige sundhedsvæsen. Foto: Polfoto/Daniel Hjorth
Polfoto/Daniel Hjorth
Private sundhedsforsikringer får danskere med skader og sygdom hurtigere tilbage på job, mener Danica Pension.
De seneste ti år er antallet af danskere, der er dækket af en privat sundhedsforsikring, mere end firedoblet.
Det skriver Jyllands-Posten.
Udviklingen er et udtryk for, at borgerne tager ansvaret for deres helbred i egne hænder, mener direktør i Danica Pension Lars Ellehave-Andersen.
Danica Pension tilbyder blandt andet sundhedsforsikringer.
Og forsikringerne konkurrerer ikke med behandlingstilbuddene i det offentlige sundhedsvæsen, men skal ses som et supplement, lyder det fra direktøren.
- Det er et spørgsmål om at se sundhedsforsikringer i sammenhæng med det udbud, som det offentlige har. Sundhedsforsikringer kan ofte hurtigere hjælpe folk tilbage til arbejdet, siger Lars Ellehave-Andersen.
Han påpeger, at sundhedsforsikringer foruden operationer og behandlinger af allerede syge patienter giver adgang til forebyggende behandlinger hos blandt andet fysioterapeuter og kiropraktorer.
- Danskerne tager i større og større grad ansvar for deres egen sundhed. De vil gerne sikre sig, at de forbliver raske og kommer hurtigere tilbage i arbejde, siger Lars Ellehave-Andersen.
Over 1,8 millioner danskere har en privat sundhedsforsikring, viser tal fra Forsikring & Pension ifølge Jyllands-Posten. Langt de fleste forsikringer er tegnet af private virksomheder, der tilbyder dem til deres medarbejdere.
Lars Ellehave-Andersen afviser, at de borgere, der har privatforsikret deres helbred, "springer køen over".
- Det handler jo bare om, at de tager ansvar for deres egen sundhed. Ligesom man tager ansvar for sin økonomi ved at spare ekstra op til sin pension, hvis man ikke alene vil leve af sin folkepension.
- Vi har et offentligt velfærdssystem, som giver en rigtig god bund og en sikkerhed for, at alle danskere får den behandling, som de skal have. Og så er der nogle, der vælger at forsikre sig ekstra, siger Lars Ellehave-Andersen.
60 procent af pengene i de private sundhedsforsikringer udbetales til operationer. 21 procent går til behandlinger som kiropraktik og fysioterapi, mens 16 procent af udgifterne går til psykiatrisk og psykologisk behandling.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned