Droppet straffesag: Bankdirektør er lettet

- Det er aldrig behageligt at få at vide, at man vil blive anklaget for noget. Bagmandspolitiet har tilsyneladende været rundt i alle hjørner for at finde ud af, om der er noget, der er foregået forkert, og det er jeg da glad for, at der ikke er, siger han.

Selvom straffesagen har hængt over hovedet på den tidligere direktør, er det ikke en sag, den 69-årige bankmand har frygtet.

- Det er ikke for at være skråsikker, men jeg var ikke bekymret. Jeg mener ikke, at ledelsen i Roskilde Bank har gjort noget forkert overhovedet i denne her situation, siger Niels Valentin Hansen.

- Det er i efterrationaliseringen i relation til en økonomisk krise, at man har stillet spørgsmålstegn ved alting i Roskilde Bank. Det kan man måske nok forstå, men det har ikke givet anledning til, at der kan være foregået noget forkert, siger han.

Han anerkender dog, at Bagmandspolitiet har undersøgt banken.

- Jeg forstår godt, at Bagmandspolitiet undersøger tingene i relation til en sådan sag, men jeg har aldrig frygtet, at der ville været noget at kritisere os for på det område, siger Niels Valentin Hansen.

Selvom den tidligere bankdirektør slipper for at komme i fængsel, kan han stadigvæk blive dømt til at betale erstatning til de mange kunder i banken, som har lidt tab.

- Det er ikke rart at have sådan en sag hængende over hovedet, men ellers har jeg ikke nogen kommentarer til det, så længe sagen kører, siger han.

/ritzau/

Roskilde Banks tidligere direktør Niels Valentin Hansen er lettet over, at Bagmandspolitiet har opgivet at føre en straffesag mod ham og resten af bankens tidligere ledelse.

Offentliggjort Sidst opdateret