DSB forventer rekordmange rejsende i dagene omkring jul
Der er udsigt til fyldte tog i dagene omkring jul, lyder det fra DSB. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Med udsigt til 275.000 rejsende kan julen 2024 ende med at sætte passagerrekord hos DSB.
Julen står for døren, og mange tager toget for at komme hjem til familien og fejre højtiden.
DSB venter op mod 275.000 rejsende i dagene omkring jul, og hvis forventningerne holder stik, vil det være ny rekord.
Det siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.
- Der har været en periode med tilbagegang i forbindelse med corona. Men vi er i den grad tilbage igen, siger han.
Forventningerne bygger på, at der på nuværende tidspunkt er solgt 57 procent flere Orange-billetter til juleafgangene sammenlignet med sidste år ved denne tid.
Mange har ifølge informationschefen også sikret sig pladsbilletter i god tid.
Omkring 90.000 passagerer har således ved indgangen til december sikret sig en pladsbillet hjem til jul.
På samme tidspunkt sidste år var antallet af solgte pladsbilletter til sammenligning 60.000.
Juleaften falder i år på en tirsdag, og mange har fri allerede fredagen forinden.
Det betyder, at juletravlheden vil være fordelt over flere dage, siger Tony Bispeskov.
- Vi forventer, at juletrafikken vil være spredt over dagene fredag 20. december og frem til mandag 23. december.
- Så det bliver ikke én meget stor udrejsedag, men flere dage, hvor trafikken bliver fordelt.
Spørgsmål: I den forgangne uge var der knas med det digitale signalsystem i store dele af Jylland. Er I nu godt nok rustet til det store rykind?
- Banedanmark har haft nogle udfordringer, det er rigtigt. Men fejlen er fundet, og systemet er meldt klar igen.
- Så nu ser vi ind i, at vi kan afvikle trafikken, sådan som vi planlagt og håber på, siger Tony Bispeskov.
Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningerne København-Odense og København-Fredericia.
Op til jul er der flest rejsende fra øst mod vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul.
Den største hjemrejsedag hos DSB tegner til at blive 2. juledag.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie