Efter de vilde prisstigninger: Læg et budget der er overkommeligt at følge

Et budget giver ro i maven samt overblik, siger selvstændig forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, der anbefaler, at du indregner de nye, højere priser i budgettet. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Når du lægger dit budget, er det en god idé at lave det på månedsbasis, for så er det lettere at bevare overblikket, siger økonomisk rådgiver.

Offentliggjort

Det er nok gået op for alle forbrugere, at priserne på en række varer og ydelser har taget et hop opad.

Og vil du lægge et budget, som du kan følge og overholde, er det godt, at du indregner de nye priser. For ellers risikerer du at sætte for få penge af.

Det siger selvstændig forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, som også er forfatter til bogen "Plus på kontoen - syv smutveje til en sjovere økonomi".

- Hvis man har et budget, som var rigtig godt sidste år, så duer det ikke længere, fordi der er sat for lidt af til forskellige poster, siger hun og nævner varme-, mad- og elregningen.

Kigger du for eksempel på madbudgettet, skal du nok regne med at lægge ti procent oven i den post. Så er du vant til at bruge 5000 kroner om måneden på mad, hedder beløbet nu 5500 kroner.

- Hvis man kigger efter tilbud, tænker sig om, køber råvarer i sæson og substituerer til billigere varer, vil jeg mene, at man godt kan nøjes med at afsætte 10 procent yderligere.

- Måske er man så dygtig, at man slet ikke behøver at afsætte flere penge, fordi man er blevet en haj til at spare og finde gode tilbud, siger Ann Lehmann Erichsen.

For at holde styr på madbudgettet opfordrer økonomisk rådgiver og direktør Jesper Hansen til, at du laver en madkonto og for eksempel kun handler ind to gange om ugen, så du undgår for mange impulskøb. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Ønsker du at lægge budget, hvor du vil lave en realistisk forandring, skal du gøre op med dig selv, om du reelt kommer til at følge det.

Så har du for eksempel for vane at gå rigtig meget ud at spise, skal du ikke gøre det fuldstændig forbudt.

- Den forandring er så voldsom, at den ville man ikke kunne holde fast i, siger Ann Lehmann Erichsen og foreslår, at du i stedet skruer lidt ned og giver et eksempel:

- Hvis man er glad for takeaway og plejer at spise det hver fredag, kunne man måske aftale, at man nøjes med at spise det en gang om måneden, siger hun.

Og der er flere fordele ved at lægge et budget. Det siger Jesper Hansen, der har stiftet og er direktør samt økonomisk rådgiver i rådgivningsvirksomheden BoFinans.

- Med et budget finder man ud af, hvad man har af udgifter, og om de er nødvendige, eller om man slæber rundt på et gammelt fitnessabonnement, som man ikke har brugt i to år eller andet, som ikke er nødvendigt siger han.

Direktøren foreslår, at du starter med at finde ud af, hvilke udgifter du har, og at du forholder dig til hver enkelt udgiftspost. Her skal du kigge på, om nogle af dem er nødvendige eller bare er "nice to have".

Derudfra kan du overveje, om nogle af udgifterne skal fjernes.

Jesper Hansen anbefaler også, at du lægger dit budget på månedsbasis.

- Jo kortere en periode, jo lettere er det at bevare overblikket og kontrollen over budgettet, siger han.

/ritzau fokus/

Kig på de tunge poster

* Du kan tage hvert eneste punkt i budgettet, vær kritisk, og se, om du kan få det billigere, eller om kan undvære det.

* Du kan også kigge på, om du kan få de store, tunge poster, som forsikringer, billigere og bedre.

* Du skal ikke være bange for at skifte aftaler, selv om det kan være, at der kun er tale om mindre beløb.

* Er der plus på bundlinjen, efter at du lagt de faste udgifter ind i budgettet, er det også en god idé at sætte penge af til en buffer til uforudsete udgifter.

Kilde: selvstændig forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu