De økonomisk stærke lande i eurozonen er i stigende fare for at blive trukket med ned af kriseramte lande som Grækenland og Italien, mener det internationale kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's.
Derfor advarer instituttet mandag aften Tyskland og fem andre stærke eurolande om, at de risikerer at få nedgraderet deres kreditværdighed fra den nuværende topkarakter AAA.
Og den advarsel er en meget kraftig opfordring til at få gjort noget ved gældskrisen, vurderer dansk ekspert.
En lavere rating betyder, at det kan blive dyrere for landene at låne penge på det internationale lånemarked.
- Det er en alvorlig advarsel til hele eurozonen om, at de skal gøre noget nu, for at holde sammen på euroen.
Det siger Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.
- Det kan næsten ikke opfattes på andre måder end, at Standard & Poor's, som normalt er det førende økonomiske ratingbureau, nu siger til de nordeuropæiske lande i eurozonen, at de skal tage sig sammen, for nu går gældskrisen også ud over jer, siger han.
Peter Nedergaard peger på, at også et land som Tyskland slæber rundt på en betydelig statsgæld.
- Tyskland har en forholdsvis høj akkumuleret gæld på 80 til 85 procent af BNP, og krisen i eurozonen rammer også de gode eurozonelande.
- Eurolandene står sammen på den måde, at hvis det går galt for nogen lande, så svækker det alle lande i eurozonen. De gode lande bliver trukket med ned, siger Peter Nedergaard.
Ifølge Peter Nedergaard, befinder eurozonen sig i en form for knald eller fald-situation.
- Det er ikke tilfældigt, at meldingen fra Standard & Poor's kommer lige nu, for det er i løbet af denne uge, at man skal beslutte sig for de ting, der skal til for at redde euroen, siger Peter Nedergaard.
Danmark, der ikke er med i eurozonen, har kreditvurderingen AAA.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned