Elever vil have obligatorisk seksualundervisning på uddannelser
Både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Landssammenslutningen for Handelsskoleelever mener, at det vil være en god idé at afsætte obligatoriske moduler på grundforløbet til seksualundervisning. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Obligatorisk seksualundervisning kan være med at skabe bedre kultur på ungdomsuddannelser, mener elever.
I dag er seksualundervisning ikke en obligatorisk del af den undervisning, unge tilbydes på ungdomsuddannelserne stx, hf, hhx og htx.
Men det bør det blive, lyder opfordringen fra elevorganisationer. Det skriver Jyllands-Posten.
Både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Landssammenslutningen for Handelsskoleelever mener, at det vil være en god idé at afsætte obligatoriske moduler på grundforløbet til seksualundervisning.
De ønsker, at undervisningen skal få eleverne til at reflektere over både egne og andres grænser. Og de håber, at det kan være med til at skabe en bedre kultur med færre seksuelle krænkelser både på skolerne og fremover.
- Vi har lige nu en debat kørende om, at vi skal tage et opgør med seksuelle krænkelser, og vi har lige fået en ny samtykkelovgivning. Og vi mener, at det er helt afgørende, at hvis vi skal sikre en reel kulturændring, så er det vores generation, der skal gå forrest.
- Og det kræver, at vi også får et rum på vores uddannelser til at snakke om, hvordan man sikrer samtykke og respekterer grænser, siger Ingrid Kjærgaard, formand for DGS, til Ritzau.
Hun siger videre, at det er de år, hvor unge går på ungdomsuddannelserne, at de fleste bliver seksuelt aktive.
- Derfor er der behov for, at man også får snakket om seksuelle orienteringer og kønsidentiteter i de år, hvor man går på ungdomsuddannelsen, siger Ingrid Kjærgaard.
Organisationen Sex og Samfund skriver på sin hjemmeside, at "der er behov for undervisning om seksualitet, køn, krop, rettigheder og seksuel sundhed på alle ungdomsuddannelser".
- Det er i ungdomsårene, at de fleste gør sig deres første seksuelle erfaringer. Det er også i disse år, at risikoen for at blive smittet med en sexsygdom er størst.
- Der er et udtalt behov blandt elever for undervisning om seksualitet, køn, krop, rettigheder og seksuel sundhed på ungdomsuddannelser, skriver organisationen på sin hjemmeside.
Seksualundervisning er i dag et obligatorisk emne i folkeskolen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned