Epidemikommission vil coronateste rejsende fra Kina før flyrejse
Beslutning om ikke at kræve test for rejsende fra Kina i Danmark er på linje med SSI's vurdering.
Epidemikommissionen anbefaler ikke at indføre krav om coronatest for indrejsende fra Kina, når de er ankommet til Danmark.
I stedet opfordres luftfartsbranchen til at iværksætte krav om test forud for ombordstigning på fly samt brug af mundbind på flyet for at mindske risikoen for smitte om bord.
Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet mandag i en pressemeddelelse.
Beslutningen er i tråd med vurderingen fra Statens Serum Institut (SSI), som ikke mener, at krav om test af rejsende fra Kina til Danmark vil have en større effekt på den danske epidemikontrol.
Da der alene er tale om anbefalinger og ikke restriktioner, kræver tiltaget ikke formelt behandling i Epidemiudvalget.
- Regeringen vil følge anbefalingerne fra SSI og Epidemikommissionen, og på mødet i morgen med medlemmerne af Epidemiudvalget vil jeg give Folketingets partier en status, siger Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V).
På samme tid anbefaler Epidemikommissionen at udlevere gratis antigentest til rejsende, der ankommer til Danmark med fly direkte fra Kina.
Og så arbejdes der på at iværksætte frivillig stikprøve PCR-test af rejsende fra Kina og test af spildevand med henblik på overvågning af nye varianter.
Flere lande heriblandt Tyskland har sagt, at de vil teste spildevand på fly, som kommer fra Kina.
SSI analyserer i dag prøver fra fælles toilettanke i fire lufthavne to gange ugentligt. Det er København, Aarhus, Aalborg og Billund.
Metoden ville dog skulle laves om, hvis man skal kunne opdage nye varianter af corona.
Det ville tage op til fire uger at implementere, lyder det i vurderingen. Men SSI understreger, at det har sine begrænsninger, fordi man ikke kan se, hvem der er smittet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet drøfter nu sammen med myndighederne og luftfartsselskaberne, hvordan anbefalingerne kan implementeres.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned