Erhvervsskoler beskyldes for at fråse med pengene
Undersøgelse afslører lønfrås på flere erhvervsskoler. Minister opfordrer skolerne til at stramme op.
Selv om mange erhvervsskoler er presset på økonomien, så bliver der på flere af skolerne fråset med både lønninger til chefer og andre udgiftsposter.
Det skriver netavisen Altinget.
Overforbruget af penge fremgår af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, der har kigget nærmere på aflønning og ansættelsesvilkår for lederne på 25 ud af landets i alt 90 erhvervsskoler.
Fråseriet, der også omfatter tjenesterejser med for dyre hoteller, udokumenterede repræsentationsudgifter og kørselsrefusion, er så markant, at Rigsrevisionen nu slår alarm på grund af erhvervsskolernes "manglende sparsommelighed", skriver Altinget
Stikprøverne viser blandt andet, en en del af skolernes ledere er placeret i en højere lønramme end deres stillinger er godkendt til.
Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har på baggrund af undersøgelsen indskærpet over for alle erhvervsskoler, at reglerne skal følges.
- Jeg har en klar forventning om, at beretningen får erhvervsskolerne til at stramme op. Skolerne har pligt til at følge reglerne og vise omhu med deres økonomiske ressourcer, siger hun til Altinget.
Direktør i Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, ærgrer sig over, at erhvervsskolerne nu får "sådan et stempel" fra Rigsrevisionen.
- Vores skoler skal selvfølgelig overholde bestemmelserne og leve op til det, vi kalder almindelig sparsommelighed. Min opfattelse er dog også, at det gør langt de fleste skoler. Men der er fundet ting her, som ikke er i orden - og det skal være i orden, for der er jo også noget moralsk og principielt i det her, siger Lars Kunov til Altinget.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned