Fagforening ikke klar til undersøgelse af krænkelser i forsvaret
At der skulle være generelle problemer med seksuelle krænkelser over for kvinder i Forsvaret kan formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther, ikke genkende. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Soldaterforening ønsker undersøgelse af krænkelser i Forsvaret. Fagforening genkender ikke billede.
På trods af at soldaterforeningen Kvindelige Veteraner har fået omkring 100 henvendelser fra kvinder om krænkelser i Forsvaret, mener soldaternes fagforening ikke, at man skal iværksætte en undersøgelse med det samme.
Det ønsker Kvindelige Veteraner ellers, skriver Politiken.
- Det (krænkelser, red.) er noget, vi tager ekstremt alvorligt. Vi har faktisk diskuteret det i dag i hovedsamarbejdsudvalget under Forsvarsministeriet. Og der er ingen, der kan genkende et billede, som er så voldsomt, som det vi hører beskrevet fra Kvindelige Veteraner.
- Men vi besluttede på mødet fredag, at vi vil kigge nærmere ned i de arbejdspladsvurderinger (APV), vi har, for at se om der er noget, der ser bekymrende ud.
- Og så kan det godt være, at vi skal iværksætte en undersøgelse. Men det er ikke der, vi er i dag, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), til Ritzau.
Krænkelserne handler ifølge Kvindelige Veteraner om nedsættende bemærkninger, en sexistisk omgangstone, uønskede berøringer og enkelte tilfælde af voldtægtsforsøg.
Hændelserne er ifølge foreningen både sket under udsendelse og på kaserner i Danmark.
- Vi er alle sammen enormt bevidste om, at der i situationer som disse vil være et mørketal. Og vi vil anbefale de kvinder, der måtte have været udsat for noget sådant til at rapportere det.
- For det er klart, at sådan noget er uacceptabelt. Det er vi alle enige om. Der er nultolerance over for sådan noget, siger Flemming Vinther.
Forsvaret var allerede tilbage i 2003 opmærksom på problematikken. Man lavede dengang en omfattende undersøgelse af området, fortæller formanden.
- I forbindelse med undersøgelsen oprettede vi et korps af det, der i dag hedder en organisation af personlige rådgivere. De er ude på tjenestestederne, og dem kan man tage kontakt til.
- Så der er gjort en masse i dansk forsvar for at undgå de krænkende hændelser. Og hvis der i en arbejdspladsvurdering bliver berettet om krænkelser, så skal ledelsen handle på det.
I 2018 behandlede Forsvarets Personalestyrelse ni sager om seksuelt krænkende adfærd, skriver Politiken.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned