Sneen har natten igennem givet problemer for Falck i det midt og nordjyske. I Region Nordjylland har paramedicinere skiftet deres almindelige biler ud med forsvarets bæltekøretøjer for at komme frem gennem sneen til nødstedte, og ambulancer både i Region Nordjylland og Region Midtjylland har måttet have hjælp af forsvarets pansrede køretøjer.
- Flere steder har vores reddere måttet gå ind til fods med bårerne gennem sneen, fordi det ikke har været muligt at køre hele vejen, fortæller Louis Illum Honoré, informationschef hos Falck.
Fire gange i løbet af natten måtte Falck rykke ud til fødende kvinder. Alle nåede dog med hjælp af sneplove foran ambulancerne frem til hospitalet i god behold, og inden fødslen for alvor gik i gang.
Mange bilister er også endt i grøften eller er kørt fast i de store snemængder. Fra midnat og frem til onsdag morgen rykkede Falck ud og hjalp 418 bilister - hovedsagelig i Nord- og Nordvestjylland.
- Men det er svært fremkommeligt, og flere af vores egne assistancekøretøjer sidder også fast i sneen, fortæller Louis Illum Honoré.
Han opfordrer bilister til at tænke sig godt om og orientere sig via medierne, inden de kører ud i de områder ramt af snevejret.
- Og selv om det kan se tilforladeligt ud, så opfordrer vi alligevel til at folk tager en opladet mobiltelefon, et varmt tæppe og en skovl med, hvis de beslutter sig for at køre ud, siger Louis Illum Honoré.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned