Filmstjernen er som skabt til det store lærred
Brad Pitt har været med i et hav af store Hollywood-film og er fortsat mange instruktørers førstevalg, når en hovedrolle skal findes. Mandag 18. december bliver han 60 år. (Arkivfoto). Foto: Michel Euler/Ritzau Scanpix
Brad Pitt bliver beskrevet som "en af de sidste tilbageværende filmstjerner til det store lærred". 18. december fylder den populære Hollywood-stjerne 60 år.
I dag tjener han millioner af dollar og har status som en af verdens største skuespillere. Men før han kom dertil, måtte han igennem lidt af hvert for at tjene til dagen og vejen.
Den amerikanske skuespiller Brad Pitt var limousinechauffør for strippere, flyttede køleskabe og var klædt ud som en kæmpe kylling i et job ved en fastfoodkæde, før han slog igennem i Hollywood.
Mandag 18. december fylder Brad Pitt, som i dag er en af Hollywoods største stjerner, 60 år.
Han droppede ud af universitetet, kort før han var færdig med journalistuddannelsen, for at flytte til Californien, hjemstedet for Hollywood.
Her begyndte han i det små medmindre roller i sæbeoperaer og tv-serier, før han i 1990'erne fik en række andre filmroller, hvor han viste, at han mestrer mange facetter af skuespillet.
Blandt de mest bemærkelsesværdige kan "Seven" og "12 Monkeys", begge fra 1995, nævnes.
I "Seven", som af mange betragtes som en af de bedste krimithrillere nogensinde, spiller Pitt en af to detektiver, som jager en seriemorder.
I science fiction-filmen "12 Monkeys" spiller han den sindsforvirrede Jeffrey Goines så overbevisende, at han blev nomineret til en Oscar for præstationen.
Oscarstatuetten fik han ikke med hjem. Det gjorde han heller ikke de næste par gange, hvor han var nomineret for sine præstationer i filmene "Benjamins Buttons forunderlige liv" og "Moneyball".
Før de film spillede han i øvrigt en af hovedrollerne i den meget roste kultfilm "Fight Club" fra 1999.
Han måtte også nøjes med nomineringer for de anmelderroste film "12 Years a Slave" og "The Big Short", som han var medproducer af.
Men i 2020 lykkedes det endelig, da han vandt prisen for Bedste Mandlige Birolle for sin rolle i Quentin Tarantino-filmen "Once Upon a Time … in Hollywood".
Brad Pitt arbejdede også sammen med Tarantino i filmen "Inglourious Basterds" fra 2009, og der var god grund til, at Tarantino ville have Pitt med i endnu en film.
- Han har et fantastisk talent for virkelig at forstå en scene. Han har en intuitiv forståelse. Han er en af de sidste tilbageværende filmstjerner til det store lærred, har stjerneinstruktøren sagt om Pitt.
Sit talent udfolder Pitt stadig. Han både producerer film, som han ser stort potentiale i, og udvælges igen og igen til markante roller i store Hollywood-film.
Han har igennem årene også været et populært mål for paparazziene i Hollywood. Han har været gift med først "Venner"-stjernen Jennifer Aniston og siden filmstjernen Angelina Jolie.
Sidstnævnte har han seks børn med, hvoraf tre er adoptivbørn.
I dag danner han par med Ines de Ramon, der arbejder i smykkebranchen.
/ritzau/
Seneste artikler
Friluftsbad kan endelig åbne
Stort panttyveri fra ø-butik
Ildsjæle stablede åbningsfest på benene og betalte det hele selv
Ny opgørelse: Så mange på LF har langt til offentlig transport
Forsvaret til angreb i yacht-sag: Billeder kan have fået forkerte datoer
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik