Finansminister kritiserer nyt EU-budget

Danmark bliver snydt for betydelige rabatter i EU-Kommissionens forslag til et nyt budget for unionen i perioden 2014 til 2020. Og der er ikke acceptabelt for Danmark, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

- Det er som bekendt afgørende for regeringen, at vi får en rabat på vores EU-bidrag, så den negative særbehandling af Danmark bringes til ophør.

- Det er ikke rimeligt, at Danmark skal finansiere andre velhavende landes rabatter uden selv at opnå en, siger han.

Kommissionens forslag indebærer, at der fortsat vil være rabatter til blandt andet Storbritannien, Tyskland og Sverige.

Forslaget til EU's budget indebærer desuden, at budgettet har en realvækst på cirka fem procent eller hvad der svarer til lidt under fem kroner om dagen for hver EU-borger.

Og det er alt for meget, fastslår den danske minister.

- Det samlede udgiftsniveau i Kommissionens forslag er klart for højt. I en tid, hvor næsten alle lande fokuserer på at genoprette deres offentlige finanser, må også EU's budget udvise mådehold, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det vil også være nødvendigt for at få opbakning blandt alle medlemslande, siger han.

Finansministeren forventer, at forhandlinger bliver en af de væsentligste sager under det danske EU-formandskab i første halvdel af 2012, men ikke at de bliver afsluttet under dansk formandskab.

EU-budgettet skal vedtages med enstemmighed blandt medlemslandene.

/ritzau/

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kritiserer EU's budgetforslag: Han efterlyser særrabat til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret