Fiskere vil have erstatning for mulige skader fra tabte containere
Fiskerne frygter at komme i nærkontakt med de tabte containere, som kan forvolde store skader på deres fartøjer og redskaber. De vil nu tage kontakt til Mærsk for at få en dialog om erstatning i tilfælde af gener fra containerne. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Fartøjer og redskaber kan blive beskadiget af tabte containere i Skagerrak, lyder det fra fiskeriforening.
Landets fiskere er bekymret for, at de strandede containere i Skagerrak kan give skader på deres fartøjer og fiskeredskaber.
Det siger formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen.
- Der er en række frustrerede fiskere, der er bekymret for, hvad der kan ske, hvis de rammer en container, der ligger på havbunden, og eksempelvis mister deres fiskeredskaber, siger han.
Reaktionen kommer, efter Mærsk-fragtskibet Mayview Maersk natten til 22. december tabte 46 containere i Skagerrak under stormen Pia.
Fire af containerne er ifølge Mærsk drevet i land, mens et bjærgningsfartøj er på udkig efter de andre.
Onsdag er en omfattende oprydningsindsats iværksat på strandene langs Jammerbugt.
Fiskeriformanden har været i kontakt med medlemmer, der har været ude og fiske i området, og som er stødt på vragdele.
- Jeg har hørt fra nogle, der har fået noget op fra havbunden, der ligner det, der er drevet i land.
- Vi har også hørt fra nogle, der slet ikke vil tage ud og fiske af frygt for skader, siger han.
Kystfiskerne fra Thorupstrand Kystfiskerlaug oplyser til DR, at de ikke vil tage på havet af frygt for at komme i karambolage med containere eller vragdele.
Det betyder, at 20 fiskere må vinke farvel til indtjeningen fra de eftertragtede nytårstorsk.
Skagerrak er ifølge Svend-Erik Andersen det "absolut vigtigste fiskeområde i danske farvande".
Han opfordrer Mærsk til at dele oplysninger med fiskerne om, hvor de tabte containere formodes at befinde sig.
- Vi vil gerne have en dialog om, hvor vi kan risikere at finde de her containere. Det er vigtig viden for fiskerne, der jo begynder at fiske igen for alvor efter nytår.
Hvis fartøjer eller fiskeredskaber bliver beskadiget, har fiskerformanden en forventning om erstatning fra Mærsk.
- Vi har en forventning om, at hvis man rammer en sunket container og mister et redskab, så vil man fra Mærsks side se på det.
- Det må være i alles interesse, at en fisker ikke ved et uheld kan miste flere hundrede tusinde kroner på grund af et andet uheld, siger Svend-Erik Andersen.
Søren Thuen, der er sikkerhedschef for Mærsks flåde, siger, at han lytter til fiskernes bekymringer.
- Vi er i dialog med Danmarks Fiskeriforening, og vi står ved vores ansvar, siger han i en kortfattet kommentar.
Mærsk meddelte tirsdag, at man ser med stor alvor på situationen. Rederiet har erklæret sig villig til at dække de omkostninger, der er forbundet med oprydningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Narkohund fik færten af lommen
13-årige Filuca fra Lolland til tops ved stort internationalt stævne
Tyve og ubehagelige typer i butikkerne: Netto tilbyder psykologhjælp til ansatte
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Mest læste artikler
Meget vand på kørebane spærrer spor
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet