Flere ældre køber privat hjælp

Arkivfoto Foto: FRANDSEN FINN

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd: Der er et stort pres på rengøring, fordi den post fylder meget.

Offentliggjort Sidst opdateret

I takt med at færre ældre over 80 år får tildelt kommunal hjemmehjælp, dukker der stadig flere udbydere op, som tilbyder hjælp, som ældre kan tilkøbe for egne penge. De fleste er private, men snart bliver det også muligt at købe hjælp i fem store kommuner, der på forsøgsbasis har fået lov til at sælge tilkøbsydelser i den kommunale hjemmepleje., skriver Kristelig Dagblad.

Kommunerne er Aarhus, Randers, Esbjerg, Odense og København, hvor planlægningen ventes at falde på plads efter kommunalvalget den 21. november, så tilkøbsordningerne kan træde i kraft i januar 2018.

Fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) holder man øje med forsøget.

- Det er et krav, at forsøget ikke må udhule kerneområderne, og det krav er naturligvis indført, fordi der er bekymring for, at det kan ske, siger forskningschef Ulf Hjelmar.

Både i privat og offentligt regi er det typisk rengøring, de ældre køber til for egne penge.

- Rengøring i kommunalt regi er skåret kraftigt ned de seneste år. Typisk til en halv time hver anden uge, og der når man ikke det hele. Så må man bede pårørende om hjælp eller selv betale. Der er et stort pres på rengøring, fordi den post fylder meget, siger Ulf Hjelmar.

I Randers Kommune frygter direktør for sundhed, kultur og omsorg Erik Mouritsen ikke en udhuling af kernevelfærden.

- Folk kommer ikke til at tilkøbe pleje, og det er vores vigtigste ydelse, siger Erik Mouritsen, der til gengæld tror, at nettet ad åre strammes omkring visiteret hjælp til støvsugning og gulvvask.

- Med det demografi-pres, der er på ældreområdet, skal der spares. Alene i Randers Kommune er det sådan, at hvis vi om fem-seks år skal have uændret serviceniveau på omsorgsgområdet, så skal jeg have 80 millioner kroner mere om året, end jeg får i dag. De penge eksisterer ikke, og jeg tror, nogle af de ydelser, vi har, må nedgraderes. Det vil typisk være den praktiske bistand.

Vil kommunerne så udfase de ydelser, man kan tilkøbe?
- Jeg tror ikke på, at udfasningens hastighed har noget at gøre med tilkøb af ydelser, men det vil tiden jo vise, siger Erik Mouritsen.