Flere efterspørger medicinsk cannabis end forventet
Ikke alle praktiserende læger vil udskrive recepter på cannabis. Foto: Raul Arboleda/Arkiv/Ritzau Scanpix
Raul Arboleda/Ritzau Scanpix
En del læger har dog nægtet at udskrive medicinsk cannabis til patienterne.
Siden den danske forsøgsordning med medicinsk cannabis trådte i kraft ved årsskiftet, har 186 praktiserende læger ordineret cannabisprodukter til 628 forskellige patienter, viser tal fra Det Fælles Medicinkort (FMK).
Det er en del flere end de 500 patienter, Sundheds- og Ældreministeriet havde forventet ville benytte sig af ordningen i løbet af hele 2018, skriver Altinget.
At flere benytter sig af ordningen er bare positivt, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
- Det er mennesker, hvor sygdom og smerter ofte har fyldt for meget, og livet for lidt. Det er positivt, hvis vi med forsøgsordningen kan hjælpe, hvor den konventionelle behandling ikke har været tilstrækkelig, siger hun til Altinget.
I Scleroseforeningen glæder man sig også over de nye tal:
-Vi hører stadig om mange, der går forgæves til deres læge, så det er godt at høre, at det går den rigtige vej med forsøgsordningen, siger direktør Klaus Høm.
Lægeforeningen har ellers fra starten været modstandere af forsøgsordningen i den nuværende form, og en del læger har nægtet at udskrive medicinsk cannabis til patienterne.
- Det er uforståeligt, at et politisk flertal vil tage ansvar for en forsøgsordning, som dels åbner for en alt for bred brug af et euforiserende og afhængighedsskabende stof, dels ikke giver ny og velunderbygget viden om stoffets effekt, siger formand Andreas Rudkjøbing til Altinget.
Han peger på, at de praktiserende lægers videnskabelige selskab i Danmark har anbefalet sine medlemmer ikke at udskrive medicinsk cannabis.
Ellen Trane Nørby roser de 186 læger, som har udskrevet medicinsk cannabis "på trods af en noget skeptisk lægestand”.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned