Flere elever end tidligere bevæger sig 45 minutter om dagen
Siden 2014 har det været et krav til skolerne, at eleverne skal bevæge sig mindst 40 minutter om dagen. Nu afskaffes kravet for at blive erstattet af lokale tiltage. (Arkivfoto). Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
59 procent af landets folkeskoler opfylder lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse. Nu afskaffes kravet.
Kravet til folkeskolerne om 45 minutters daglig bevægelse i undervisningen er snart en saga blot.
Selv om en ny undersøgelse viser, at 59 procent af folkeskolerne opfylder lovkravet. En stigning fra 48 procent, som var resultatet i 2022.
Det overrasker ikke generalsekretær i Dansk Skoleidræt Bjørn Friis Neerfeldt, at stadigt flere skoler indbygger bevægelse som en del af undervisningen.
- Et årtis målrettet indsats bærer frugt. Det tager tid at bygge en ny undervisningskultur op, siger han.
Kravet om de 45 minutter går tilbage til 2014 og har siden været til debat.
Men Bjørn Friis Neerfeldt tror på, at man på mange skoler er ved at forstå, at bevægelse giver mere kvalitet i skoledagen, bedre trivsel og større fællesskab.
Et flertal i Folketinget har efter pres fra blandt andet Kommunernes Landsforening og Skolelederforeningen besluttet at droppe kravet om de 45 minutter og afløse det af lokale tiltag.
I en ny skoleaftale, der godkendes i Folketinget i løbet af efteråret, skal bevægelse integreres på tværs i fagene. Der skal laves en national strategi for bevægelse i skolen samt lokale strategier ude på skolerne.
- De skoler, der er i gang og har set lyset, skal nok fortsætte. Men det er jo ikke alle, og de der ikke er gået ind i det trods lovkravet, hvorfor skulle de pludselig gøre det nu, siger Bjørn Friis Neerfeldt.
Han frygter en polarisering mellem skolerne.
Også fordi idrætsfaget oveni beskæres og prøven i faget fjernes.
Caroline Helene Hermansen er formand for organisationen Danske Skoleelever. Hun siger, at noget af det, eleverne efterspørger mest, er at komme op fra stolene og få lov at bevæge sig, så de lettere kan klare en hel skoledag.
- Det var en kæmpesejr for os, da kravet om 45 minutter blev indført. Så vi ser det som et stort svigt, at politikerne nu fjerner lovkravet, siger hun.
- Før kunne vi banke i bordet og sige til vores lærere, at vi har ret til bevægelse. Det bliver sværere nu. Selv om alle ved, at det er vigtigt for undervisningen og koncentrationen og for at få det optimale ud af dagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned