Fokus på forskning forringer undervisning

Politikerne har fokuseret så meget på at fremme forskningen på landets universiteter, at undervisningen er blevet væsentligt forringet.

Sådan lyder konklusionen fra Akademikernes Centralorganisation (AC) på baggrund af nye tal fra Finansministeriet, skriver Information.

Tallene viser, at antallet af løst tilknyttede universitetsansatte uden undervisningsforpligtelse, de såkaldte post doc'er, er mere end fordoblet fra 756 årsværk i 2006 til 1796 årsværk i 2011.

I samme periode er antallet af adjunkter, der har undervisningspligt, uforandret og tæller fortsat 785 årsværk.

Og den udvikling har udhulet kvaliteten af undervisningen, mener formanden for AC, Erik Jylling.

- Selv om universitetsloven er klar om, at universiteterne skal sikre ligeværdighed mellem forskning og uddannelse, er realiteten en stadig stærkere bevægelse mod en opdeling af de to kerneopgaver, siger Jylling.

Han bakkes op af lektor Frederik Voetmann Christiansen, der underviser adjunkter og postdoc'er på Københavns Universitet.

- Det er hul i hovedet, at staten skal finansiere, at de mange ph.d.er, vi har uddannet, sidder i flere år og skriver videnskabelige artikler, som ganske få læser, siger lektoren og tilføjer:

- Når man uddanner folk til så højt et niveau som ph.d., skal de også være med til hive undervisningen op på højeste niveau, ellers er globaliseringsmidlerne givet dårligt ud.

Misforholdet vækker også skepsis hos uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

- Det er rigtig vigtigt, at der er tæt sammenhæng mellem forskning og uddannelse. Derfor er det vigtigt, at der ikke er store personalegrupper på universitetet, der ikke har noget at gøre med undervisningen, siger ministeren til Information.

Han tilføjer, at han håber, det vil ændre sig, når universiteterne fremover kan belønnes for at hæve kvaliteten af undervisningen.

/ritzau/

Antallet af universitetsansatte uden undervisningspligt er steget eksplosivt siden 2006.

Offentliggjort Sidst opdateret