For første gang i to år gør skoler klar til coronafri skolestart

Da skolebørn skulle begynde i 1. klasse efter sommerferien i 2020, måtte forældrene ikke komme med ind i klasselokalet på grund af risikoen for coronasmitte. I stedet måtte forældrene stå uden for klasselokalet og kigge ind ad vinduet - som her på Kildedamsskolen i Tølløse. Sådan bliver det ikke i år. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Der bliver morgensang og fyldte skolegårde, når tusindvis af elever indleder et nyt skoleår. Om coronavirus stopper det igen inden vinter, er stadig uvist.

Offentliggjort Sidst opdateret

Snart begynder tusindvis af elever i skole igen efter en lang sommerferie.

På trods af at danskere dagligt testes positive for coronavirus, og efteråret nærmer sig, så forbereder skolerne sig for første gang i to år på en helt almindelig skolestart uden restriktioner og tiltag.

Det siger Dorte Andreas, der er næstformand i Skolelederforeningen.

- Jeg tror, at vi igen vil se glade børn i skolegården, på tværs af klasser, til morgensang og fællesarrangementer. Så på den måde vil det være en helt almindelig skolegang, vi ser frem til.

I øjeblikket er der ingen krav og restriktioner på skoleområdet i Danmark som følge af coronaepidemien.

Der er dog stadig en række anbefalinger og retningslinjer, som skolerne kan følge i forhold til at forebygge smitte.

Det gælder for eksempel at lufte ud jævnligt og sørge for god hygiejne.

Sundhedsstyrelsen anbefaler stadig, at man har ekstra fokus på god håndhygiejne og får luftet ud jævnligt i forbindelse med skolestart for landets børn i næste uge. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Og det er noget af det, vi i forvejen har lært at holde fast i, siger Kristian Heunicke, der er direktør i Kommunernes Landsforening (KL).

- Det er klart, at vi alle sammen har lært meget over de sidste to år med corona, som vi hver især tager med os videre i vores hverdag.

- For eksempel er mange blevet langt mere opmærksomme på at få vasket hænder og at blive hjemme under sygdom - både elever og lærere, siger han i en skriftlig kommentar.

Skolerne har også mulighed for at sende elever hjem, hvis de er testet positive for corona, eller hvis de har symptomer på corona.

Men det er ikke noget, Dorte Andreas mener, at skolerne vil have særligt fokus på i begyndelsen af skoleåret.

Derimod vil skolerne holde øje med udviklingen og først overveje ekstra tiltag, hvis der for eksempel sker større smittespredning.

Spørger man Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet (RUC), vil børnenes tilbagevenden til skolerne have en betydning for coronasmitten. Den vil stige.

Alligevel ser han ikke nogen problemer ved en almindelig skolestart. Men han opfordrer til at huske at beskytte de sårbare i samfundet, som vil blive mere udsatte.

- De her forholdsregler, vi har levet med de sidste to år, har været helt ekstraordinære, fordi vi så ind i noget, der kunne udvikle sig til en virkelig alvorlig epidemi.

- Det er ikke den situation, vi er i nu. De fleste af os har været smittet i løbet af foråret, og vi er næsten alle sammen blevet vaccineret to eller tre gange. Så alt i alt står vi ret godt rustet til efterårets corona, siger Viggo Andreasen.

- Men vi skal regne med, at der kommer mere corona, og at der er nogen, som bliver smittede og kommer til at ligge i sengen nogle dage med det, tilføjer han.

Skulle det på et tidspunkt blive aktuelt at sende elever hjem til onlineundervisning eller opdele skoleklasser, er man da også klar til det:

- Ændrer situationen sig i en kritisk retning, må vi handle derefter, siger KL-direktøren.

- Det har vi efterhånden en del erfaring med, som vi kan gøre brug af, hvis det bliver nødvendigt.

Dorte Andreas håber ikke, at det sker.

- Men vi ved, hvad det er for nogle greb, der skal til for at reducere smittespredningen. Og de erfaringer kan vi bringe ind, hvis det bliver nødvendigt.

/ritzau/

Luft ud og vask hænder ofte

* Grundskoler opfordres til at følge generelle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om forebyggelse af smittespredning.

* Det handler både om at lufte ud jævnligt og at vaske hænder tit eller bruge håndsprit.

* For eksempel anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man i skoler lufter ud med gennemtræk i fem til ti minutter efter hver time, medmindre der anvendes et ventilationssystem.

* Skoler kan desuden afvise at modtage elever, der er testet positive for eller har symptomer på covid-19, til undervisning med fysisk fremmøde på skolen.

* Det anbefales, at man lokalt på skoler, SFO, klubtilbud med videre giver mulighed for, at personale kan anvende visir eller mundbind, hvis de ønsker det.

* Der er ikke skærpede retningslinjer til rengøring med videre i forhold til coronavirus.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu