Det er et fejlskud fra regeringen, når den vil indføre landsdækkende mål for, hvad børnene i børnehaven skal kunne inden skolestart. Det mener Forældreorganisationen FOLA.
- I daginstitutionen skal børnene tilegne sig sociale, sproglige og motoriske færdigheder, siger Lars Klingenberg, formand for FOLA og fortsætter.
- Der er den faglige læring, som foregår i skolen. Så er der den sociale, motoriske og sproglige læring, som sker i daginstitutionen. Det er forudsætningen for, at børnene kan lære noget i skolen, siger Lars Klingenberg.
Socialminister Benedikte Kiær (K) og undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) foreslår en lovændring, så landets daginstitutioner skal leve op til fælles mål for, hvilke kompetencer børnene har med sig, når de forlader daginstitutionerne.
- Barrieren fra børnehaven til 0. klasse kan være massiv. Ensartede krav skal sikre en bedre skolestart, siger Troels Lund Poulsen til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Lars Klingenberg er bekymret for, at ensartede krav dækker over, at børnene i børnehaven skal til at terpe bogstaver og tal.
- Tidligere havde børnehaveklasser de kvaliteter som daginstitutionen har i dag. Det har man fuldstændigt fjernet. I dag minder 0. klasse om den tidligere 1. klasse, siger Lars Klingenberg.
- Hvis man så stjæler det sidste år af børnenes daginstitutionsliv også, så er der ingen grænse for, hvor tidligt man kan begynde at proppe faglig lærdom ind i børnene, advarer Lars Klingenberg.
Socialministeren forventer, at fremsætte et lovforslag til efteråret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned