Forhandlinger om vagtlæger i Syddanmark er brudt sammen
Region Syddanmark og PLO-Syds forhandlinger om en lægevagtaftale er brudt sammen. (Arkivfoto.). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der bliver ingen ny lægevagtaftale i Region Syddanmark på nuværende tidspunkt. Parterne kan ikke blive enige.
Region Syddanmark har ikke kunnet nå til enighed med Praktiserende Lægers Organisation i Syddanmark (PLO-Syd) om en ny lægevagtaftale. Det skriver regionen i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
På trods af, at der ikke er blevet indgået en aftale, kan borgere med akut opstået eller forværret sygdom fortsat ringe og få hjælp ved lægevagten.
Parterne har siden foråret forsøgt at komme frem til en aftale, men uden held.
Den tidligere aftale udløb 1. oktober, efter at PLO-Syd opsagde aftalen 1. april.
Selv om forhandlingerne er brudt sammen, vil PLO-Syd dog fortsat drive lægevagten. Organisationen oplyser, at antallet af konsultationssteder vil være 10. I den tidligere aftale var der 21.
Ifølge udvalgsformand for Region Syddanmarks Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen, Bo Libergren, har regionen været indstillet på, at gøre det mere attraktivt for lægerne at tage vagter og har forsøgt at finde kompromiser i forhold til nogle af de øvrige krav fra PLO-Syd.
- Vi har kort sagt været villige til at se på en lang række løsninger, men vi må konstatere, at vi er for langt væk fra hinanden i forhold til, hvad vi hver især mener, vi kan byde borgerne, siger Libergren i pressemeddelelsen.
Ifølge regionen har PLO-Syd brudt overenskomsten, der omfatter, at det er regionen, som tilrettelægger lægevagten, mens de praktiserende læger bemander den.
- Der er nogle store knaster i forhandlingerne. Noget som regionen ikke kan give sig på. Det gælder blandt andet konsultationer, hvor den vil have flere konsultationer, end der er i nogen anden region, siger Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syd.
Alle de konsultationer, som regionen vil have, betyder, at der skal spares læger andre steder, påpeger hun.
Region Syddanmark overvejer, at trække PLO-Syd i voldgiftsretten og fratage dets driftstilskud på fem millioner kroner.
- Det må vi bare forholde os helt roligt til. Det er regionen i sin fulde ret til. Men jeg synes for eksempel, at det vil være ærgerligt, hvis den smider os ud af lægevagten og hjem i klinikkerne, siger Birgitte Ries Møller.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned