Fra journalist til verdenskendt musiker

I starten af karrieren gav Pet Shop Boys ikke mange koncerter. Men de har siden taget revanche med meget spektakulære shows. (Arkivfoto). Foto: Felix Hrhager/Ritzau Scanpix

Neil Tennant gik fra at være en relativt ukendt musikjournalist til en verdenskendt musiker. Den 10. juli fylder han 70 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste musikere vil vide, at det er svært at stille alle kritikere tilfredse. Kan anmelderne måske selv gøre det bedre?

Måske var det netop det, som musikjournalisten Neil Tennant i 1981 ville bevise med stiftelsen af britiske Pet Shop Boys.

Den succesrige popduo blev stiftet efter et tilfældigt møde i en hi-fi-butik i London.

Her stødte Tennant, der 10. juli fylder 70 år, ind i Chris Lowe, som oprindeligt var trombonespiller.

De to blev hurtigt klar over, at de havde en fælles passion for disko og elektronisk musik.

Med inspiration fra bands som OMD, Soft Cell, Kraftwerk, the Human League og Depeche Mode stiftede de Pet Shop Boys - navngivet med inspiration fra deres venner, som arbejdede i en "pet shop", altså en kæledyrsbutik.

Mens Lowe som keyboardspiller blev kendt for at holde sig i baggrunden, blev Tennant popduoens frontfigur.

Neil Tennant stiftede Pet Shop Boys med Chris Lowe i 1981. Den 10. juli fylder Neil Tennant 70 år. (Arkivfoto). Foto: Britta Pedersen/Ritzau Scanpix

Dermed sagde Tennant farvel til en karriere som journalist og redaktør på blandt andet musikmagasinet Smash Hits.

Senere har Tennant fået æren for at opfinde udtrykket "den kejserlige fase" om en musiker på højden af sin karriere - kommercielt og kreativt.

Det var Pet Shop Boys selv i 1980'erne, da popduoen udgav de fire hits "West End Girls", "It's a Sin", "Heart", og "Always on my mind", der alle strøg til tops på de britiske hitlister.

I starten af karrieren gav Pet Shop Boys ikke mange koncerter. Men de har siden taget revanche med meget spektakulære shows. I dag betegnes de som et meget visuelt orienteret band med stor sans for design og grafisk udtryk.

- Vores koncerter skulle være teatralske samarbejder med designere, koreografer og instruktører, fordi vi syntes, at traditionelle rockkoncerter var kedelige, har Tennant udtalt.

Det oplevede et dansk publikum senest i 2023 i Royal Arena, hvor Gaffa kvitterede med fem ud af seks stjerner.

Tennant har altid været en meget privat person. I 1994 fortalte han magasinet Attitude, at han var homoseksuel.

Han har et hus i London og en lejlighed i Berlin sammen med Lowe.

/ritzau/