Fra trailerparken til Super Bowl-scenen

Eminem, som fylder 50 år den 17. oktober, optrådte med Dr. Dre, Mary J. Blige og Snoop Dogg til det spektakulære pauseshow ved dette års Super Bowl. Foto: Marcio Jose Sanchez/Ritzau Scanpix

Eminem, som fylder 50 år den 17. oktober, gav den vrede hvide underklasse i USA en stemme gennem imponerende historiefortælling, provokation og satire.

Offentliggjort Sidst opdateret

I 00'erne gjorde Eminems raptalent og provokerende tekster ham til den bedst sælgende musiker i årtiet.

Han er ikke bange for at forarge - hverken med sine vrede voldssange eller med sine hånende tekster om eget liv, politikere og kendte.

Hans evne til at få ord, der ikke rimer, til at rime gør ham til den 10. bedst sælgende musiker nogensinde. Den 17. oktober fylder han 50.

Eminems ustabile barndom med en fattig alenemor i en trailerpark er blevet grundigt omtalt i hans musik.

Han voksede op som en af de eneste hvide i et Detroit-nabolag. Et miljø, som introducerede ham for rapmusik og inspirerede ham til at skrive rim.

Eminem droppede skolen som 17-årig for at fokusere på musik, imens han arbejdede som kok og opvasker.

Senere blev han medlem af rap-kollektivet D12, samtidig med at han fik en pladekontrakt som soloartist.

Marshall Bruce Mathers III's kunstnernavn Eminem er den fonetiske engelske udtale af "M&M", da både hans fornavn og efternavn begynder med bogstavet M. Den 17. oktober fylder rapperen 50 år (arkivfoto). Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Han udgav sit udskældte debutalbum i 1996, et år efter han blev far som 23-årig til datteren Hailie med kæresten Kim.

Kritikken af hans første plade og en hård tilværelse som ufaglært forsørger med skiftende jobs på mindsteløn gjorde hans musik mere dyster og vred.

På det tidspunkt opfandt han sit alter ego "Slim Shady", som var sadistisk og voldelig, og han begyndte at rappe om stoffer, voldtægt og mord. En stil, der begyndte at skaffe ham opmærksomhed i branchen.

I 1997 spillede en pladeselskabschef Eminems musik for den legendariske rapper og producer Dr. Dre. Ifølge Netflix-dokumentaren "The Defiant Ones" var hans reaktion:

- Find ham. Nu.

Dr. Dre fik i starten kritik fra sit bagland, fordi han ville arbejde sammen med en hvid rapper, hvilket var atypisk på det tidspunkt. Men han insisterede, og sammen lavede de LP'en "The Slim Shady".

Den indeholdt Eminems gennembrudshit "My Name Is" fra 1999, som vandt en Grammy. LP'en fik dog også en del kritik for de voldsprægede tekster, som blandt andet beskriver en fiktiv bortskaffelse af datterens mors lig.

Siden da har Eminem toppet hitlisterne med sange som "The Way I Am", "The Real Slim Shady" og "Stan". Sidstnævnte optrådte han med til Grammy-uddelingen i 2001 sammen med Elton John.

I 2002 spillede han hovedrollen i filmen "8 Mile", hvis handling er inspireret af rapperens liv, og han vandt en Oscar som den første rapper nogensinde for soundtracket "Lose Yourself".

Eminems grove tekster har bragt flere søgsmål om bagvaskelse med sig blandt andet fra hans mor og ekskone.

Og så har han været i søgelyset hos Secret Service to gange, da han har skrevet sange med truende tekster mod de amerikanske præsidenter George W. Bush og Donald Trump.

Eminem har i alt udgivet 11 soloalbums og vundet 15 Grammy-priser. Og så har han sit eget pladeselskab Shady Records, hvor han producerer musik for andre.

/ritzau/