Gigttræning virker - men tilbydes kun i hver tredje kommune

Et forsøg viser, at ni ud af ti med slidgigt i knæet kan undgå en operation, hvis de træner knæet. Det kan for eksempel være med elastikker. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Efter otte ugers træning med elastikker kunne Niels Andersen gå uden krykke. Tilbuddet gælder kun i hver tredje kommune, selv om det kan spare dyre operationer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Træning på hold hos en fysioterapeut eller hjemme på stuegulvet kan lette gigtsmerter i knæet og betyde, at en operation kan undgås eller udsættes.

Det har mange mærket på egen krop. Nu har et projekt med 282 patienter fra Næstved/Slagelse Sygehus vist, at langt de fleste henvist til en vurdering for operation slipper efter at have set en fysioterapeut.

Ni ud af ti patienter fik det så godt af at udføre simple øvelser med udstyr som bolde og elastikker, at det sandsynligvis er årsagen til, at det ikke længere var nødvendigt at henvise dem til en operation.

- Patienterne trænede to gange om ugen i seks til otte uger. Nogle var på et hold, andre trænede hjemme foran en skærm under supervision af en fysioterapeut, siger Søren T. Skou, der er leder af projektet og professor på Syddansk Universitet.

I Gigtforeningen er direktør Mette Bryde Lind glad for, at det er bevist, at træning virker.

- Det er første gang, at man så systematisk har sagt til patienterne, at inden de ser en ortopæd, så skal de prøve superviseret træning.

- Sundhedsvæsenet er meget presset, og derfor bør politikerne tage den viden, vi har fra projektet, alvorligt.

Da Niels Andersen kom til fysioterapeut første gang, gik han med krykker. Efter otte ugers træning kunne han slippe dem. (Privatfoto). Foto: Privatfoto/Free

I 33 af landets 98 kommuner kan patienter med gigtsmerter i for eksempel knæet træne gratis. I de øvrige kommuner er det for egen regning.

Til gengæld er en operation gratis, og det er absurd, siger Søren T. Skou.

- Langt de fleste må selv betale, hvis de vil træne, mens de kan få en gratis operation. Det skal vi have ændret.

Gratis træning til alle vil også hjælpe de få, som ikke har tilstrækkelig gavn af træningen og derfor skal have et nyt knæled, siger Gigtforeningens direktør.

- De mennesker, som virkelig har brug for at blive opereret, lever med svære smerter helt op til operationen. Den ventetid bliver kortere, hvis færre skal opereres.

Foruden træning har patienterne i projektet lært mere om, hvad det vil sige at have slidgigt. For eksempel at knæet ikke nødvendigvis er slidt, men at smerterne kan skyldes manglende bevægelse.

Den viden har Niels Andersen fra Svebølle på Vestsjælland haft gavn af. Da han for nogle år siden blev sygemeldt fra jobbet og samtidig mistede sine to hunde, var det slut med at gå tur, og så tog smerterne i knæet for alvor til.

Han fik tilbud om at komme på et træningshold, hvor han trænede hjemme alene og en gang om ugen på hold med andre under supervision af en fysioterapeut.

- Da jeg kom op til fysioterapeuten første gang, gik jeg med krykker. Efter de otte uger kunne jeg gå ned ad trappen uden.

Nogle gange niver det i knæet, men så hjælper træning med elastikker, en gå- eller cykeltur. Han håber, at han kan slippe for at blive opereret.

- Så længe jeg kan være fysisk aktiv og holde smerterne ud, er der ingen grund til at blive opereret. Får jeg et nyt knæled, så skal det måske udskiftes efter 15-20 år. Det vil jeg gerne undgå.

Slidgigt er en af de største folkesygdomme i den vestlige verden. Flere kommer hele tiden til, fordi andelen af ældre og overvægtige vokser.

Eksperter forventer, at forekomsten vil stige med cirka 33 procent frem mod år 2050, har Ugeskrift for Læger tidligere skrevet.

/ritzau/

Slidgigt kan ikke helbredes - men træning hjælper

* Slidgigt (artrose) er den mest udbredte af de over 200 gigtsygdomme, der findes.

* 400.000 mennesker i Danmark har diagnosen. Heraf har 270.000 knæartrose.

* Hvert år diagnosticeres yderligere 15.000 personer.

* Nogle lever fint med artrose og føler sig ikke syge. Hos andre giver sygdommen voldsomme smerter, og den påvirker både funktionsevne, bevægelighed og livskvalitet.

* Slidgigt kan ikke helbredes, men træning kan lindre smerterne og forsinke en forværring af sygdommen.

Kilde: Gigtforeningen.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu